Derfor gør Vestas-kongens brutale angreb på kapitalfonde ondt

I denne uge ser vi noget så usædvanligt som en topchef, der siger sin mening. Klart, entydigt og brutalt. Det ser vi sjældent.

Alt for sjældent.

Men Vestas-kongen, bestyrelsesformand Bert Nordberg, viser vejen. Han har set sig sur på kapitalfonde, som han i et interview med Berlingske Business mandag kalder for »det værste skidt i samfundet«.

Synspunktet har ikke sit ophæng i en videnskabelig gennemgang af statistikker, facts og sammenligninger mellem forskellige ejerformer, men det kommer fra hjertet, hvor følelser har større gennemslagskraft end rationelle overvejelser.

Det vil være nemt at skyde påstanden ned ved at dokumentere, at kapitalfonde har skabt succesfulde forandringer i hensygnende virksomheder, at de har skabt merværdi og øget medarbejderstyrken.

Det er slet ikke det, det handler om. Det handler om noget, der stikker meget dybere, nemlig om en kulturel tilgang til erhvervslivet, hvor det langsigtede mål er at skabe virksomheder til gavn for samfundet over for et betydeligt mere snævert mål om at skabe værdi for aktionærerne.

I Bert Nordbergs optik står hensynet til samfundet over hensynet til aktionærerne,

De to hensyn kan ofte gå hånd i hånd, men i Bert Nordbergs optik står hensynet til samfundet over hensynet til aktionærerne, i hvert fald hvis vi skal tage hans ord for pålydende.

I interviewet nævner han et par eksempler. Det mest klare er Volvo Trucks, hvor kapitalfonden Cevian kom ind som ejer, men endte efter et årti med at sælge til det kinesiske selskab Geely. Forløbet får Bert Nordberg til at kalde Cevian for »forbandede forræddere«.

»Jeg er mere patriotisk end det. Selv om jeg ikke er dansk, så holder jeg fast i, at det (Vestas, red.) skal være et dansk selskab, og jeg kan mobilisere de fleste politikere og andre i industrien mod et hvert bud – tro mig.«

Ikke siden den tidligere socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussens kritik af kapitalfonde i bogen »I grådighedens tid: Kapitalfonde og kasino­økonomi« har vi hørt en så skarp og indædt kritik.

Forskellen på Poul Nyrup og Bert Nordbergs kritik er, at Poul Nyrups base er politik, mens Nordbergs base er den magtfulde indercirkel af nordisk erhvervsliv.

Nyrups kritik kom udefra. Nordbergs kommer indefra.

Det gør kritikken langt mere alvorligt og langt mere farlig for kapitalfondene, for de vil nu blive mødt med andre erhvervs­ledere, som tør lufte deres skepsis.

Nordbergs stjerne i dansk erhvervsliv er ubestridelig. Han kom ind som formand i Vestas i 2012, da selskabet lå i ruiner, men han har genopbygget Vestas til en gigantisk succes.

Han blev i 2016 kronet som årets bestyrelsesformand i Danmark og umiddelbart efter som årets bestyrelsesformand i hele Norden.

Han havde løftet aktiekursen på Vestas med 850 procent, og selv om kursen er dykket den senere tid, er den stadig 550 procent højere end i februar 2012, hvor han tiltrådte.

I perioden er forretningen vokset med 73 pct. til en omsætning i 2017 på ti mia. euro. Det er en præstation, som skaber respekt og en umenneskelig selvtillid.

Kapitalfondene kan ikke feje kritikken af bordet med statistikker, for følelser kan ikke bekæmpes med rå data

Det er med andre ord en af kongerne i nordisk erhvervsliv, som går til frontalangreb på kapitalfondene, og det bliver de nødt til at forholde sig til.

Kapitalfondene kan ikke feje kritikken af bordet med statistikker, for følelser kan ikke bekæmpes med rå data.

Det har kapitalfondene glemt. De forbliver ansigtsløse, selv om deres rå ry som barbariske kapitalister blev skabt tilbage i 1980erne.

4 responses to “Derfor gør Vestas-kongens brutale angreb på kapitalfonde ondt

  1. Kapitalfonde er en andet og pænere betegnelse for selskabstømmere. Visse af dem kaldes hedge-fonde, de er endnu større slyngelforetagender. Kendetegnene for folkene bag disse fonde er kynisme, følelseskulde, grådighed og griskhed. De har ikke den fjerneste idé om hvad samfundsansvar betyder.og er præcis af samme støbning som værnemagerne og nazisternes medløbere under besættelsen. De repræsenterer samfundets slipseklædte udskud og afstumpede bærme og forråder gerne folk og fædreland for mammon, og de aner intet om almen kultur og dannelse. Man ser dem i jakkesæt og slips, kørende i firehjulstrækkere og prangende prale-biler. Velbekomme for et behageligt selskab.

  2. Arne din beskrivelse passe ganske godt med den typiske LA vælger. Heldigvis udgør de under 5%.

  3. Kunne du løfte låget for hvad det er for en dokumentation, der foreligger for de benævte fondes “værdiskabelse” . Er der tale om videnskabelige rapporter eller henviser du til deres arbejde med fyrringer, regneark og powerpoint.

  4. Manden har jo fat i noget. Det at skabe værdi for aktionærerne er ikke nødvendigvis sammenfaldende med at skabe værdi i virksomheden. Du kan godt udpine et selskab og samtidig sende en profit til ejerne. TDC er det umiddelbare eksempel. Der var sgu ikke meget Bell Labs eller overskud til ny infrastruktur tilbage da de først havde været i fingrene på en fond. Men fonden tjente da fint og Dyremose fik sin bonus.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *