Ny eksport: Danskere rykker ind i den globale elite

I år blev Jim Hagemann Snabe udnævnt til formand for den tyske industrikoncern Siemens, som kommer oven i næstformandsposten i forsikringskoncernen Allianz og medlem af World Economic Forums bestyrelse.

Snart indtager Nils Smedegaard Andersen formands­posten i den hollandske kemikoncern Akzo Nobel. Han har i forvejen markante poster hos den britiske oliegigant BP og den hollandske fødevarekoncernen Unilever.

Jim Hagemann Snabe og Nils Smedegaard Andersen repræsenterer nu en lille gruppe virksomheder, som samlet set er større end forretningen Danmark.

Men de er ikke alene. Vagn Sørensen sidder i bestyrelsen for et utal af udenlandske selskaber fra Europa til Nordamerika, Lone Fønns Schrøder har opbygget en bestyrelseskarriere i Norden, og Thomas Thune har sat sig for bordenden af af britiske Lloyd’s Register.

Det er på bestyrelsesniveau.

Ser vi på direktionsniveau er billedet det samme. Kasper Rørsted er koncernchef for den tyske sportkoncern Adidas, Kåre Schultz for verdens største producent af kopimedicin, Teva fra Israel, Birgitte Bonnesen er øverste chef for Swedbank, Flemming Ørnskov sidder på tronen i medicinalkoncernen Shire, Jesper Højer er nummer et i supermarkedskæden Lidl, og Søren W. Schrøder er topchef i fødevareselskabet Bunge i USA.

Listen er endnu længere.

Danmark er blevet i stand til at skabe markante erhvervsfolk, som efterspørges globalt.

Danmark er blevet i stand til at skabe markante erhvervsfolk, som efterspørges globalt.

De sidder i spidsen for tusindvis af arbejdspladser. Siemens har 372.000 ansatte, Akzo Nobel tæt på 50.000, Adidas over 50.000, Teva har omkring 40.000, Bunge runder 30.000, og Lidl har over 300.000 på lønningslisten.

Nu ville de være skønt at kunne sige, at dansk ledelseskultur er blevet en eksportvare, men glem det.

Den danske ledelsesstil, den danske skole, den danske kultur har ingen betydning. Det ville være et provinsielt selvmål, hvis vi konkluderer, at den danske nationalitet spiller en rolle.

Den rette konklusion er, at det nationale flag for længst er strøget i erhvervslivet.

Det globale erhvervsliv er i ordets egentlige betydning globalt.

Det globale erhvervsliv er i ordets egentlige betydning globalt.

Derfor ser vi også et utal af udlændinge i toppen af danske virksomheder, både som koncernchefer og bestyrelsesformænd, ligesom vi nu ser, at danskere stryger til tops i udlandet.

Rekrutteringen sker globalt, og konkurrencen om de bedste hoveder handler om helt andre ting end nationalitet.

Når Danmark både kan eksportere og importere topchefer på højt niveau, så kan der findes en forklaring i 1990ernes enorme transformation i dansk erhvervsliv. I det årti og et stykke ind i nullerne gik Danmark fra en nation af små og mellemstore virksomheder til en nation med store, globale koncerner.

Hidtil skelede vi misundeligt til Sverige med dets industrigiganter, men i forhold til bruttonationalproduktet fik vi i løbet af årtiet koncerner som relativt set blev større end de svenske.

Vi havde med andre ord taget globaliseringen til os, og det har skabt et helt andet udsyn i toppen af dansk erhvervsliv.

Lille Danmark spiller desværre ikke en rolle i den sammenhæng, uanset hvor stolte og glade, vi bliver, når et lille land kan fostre megastjerner.

Danske topchefer bliver ikke valgt til globale bestyrelser, fordi de flyver med dansk pas, men fordi de har været direktører for virksomheder med internationalt udsyn, skabt i en tid hvor frygten for det fremmede var afløst af lysten til at erobre nye markeder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *