Unges oprør efter skoleskyderier øger pres på våbenindustrien

14. februar gik en 19-årig tidligere elev ind på en skole i Florida og dræbte 17 mennesker med en halvautomatisk riffel. Det var det syvende skoleskyderi på seks uger i USA og det 18. skoleskyderi i løbet af et år.

Hver gang lige forfærdeligt, og hver gang rejses der kritik af den amerikanske våbenlov­givning, og hver gang bliver den magtfulde våbenlobby, The National Riffle Association (NRA) udstillet.

Generationen af bekymrede unge har med de sociale medier fået en klar, effektfuld stemme.

Alligevel er protesterne denne gang anderledes end tidligere. De unge har formået at mobilisere sig i en massiv modstand mod våbenlobbyen. Det synes at påvirke investorer og detailhandlen – og selv den amerikanske præsident med en usædvanlig tyngde. Generationen af bekymrede unge har med de sociale medier fået en klar, effektfuld stemme.

Store virksomheder som biludlejningsfirmaerne Hertz og Avis, hotelkæden Best Western og flyselskaberne Delta og United Airlines har ophævet rabatsamarbejdet med NRA, ligesom organisationen ikke vil få fornyet en Visakort-aftale med First National Bank of Omaha.

Dick’s Sporting Goods har stoppet salget af halvautomatiske våben og »bump stocks«, der får semiautomatiske rifler til at affyre flere skud i minuttet, ligesom kæden sammen med detailgiganten Walmart vil hæve aldersgrænsen for køb af våben fra 18 til 21 år.

Argumenterne for og imod den liberale våbenlovgivning har splittet det amerikanske samfund gennem generationer, særligt fordi retten til at bære våben står nedfældet i den amerikanske »grundlov«.

Vi har hørt jer. Nationen har hørt jer

Det interessante er imidlertid, at den unge amerikanske generation nu bliver hørt, eller som den adm. direktør, Edward W. Stack, fra Dick’s Sporting Goods sagde, da kæden indførte stramninger: »Vi har hørt jer. Nationen har hørt jer.«

Det springende punkt er imidlertid, om kapitalmarkederne kommer til at lægge pres på våbenproducenterne og distributørerne.

Foreløbig har investeringsselskabet Blackrock, der forvalter over seks mia. dollar i producenten Sturm Ruger og i distributøren American Outdoor Brands, sagt, at de vil minde dem om »deres ansvar« i forbindelse med skoleskyderiet i Florida. I New Jersey planlægger lovgiverne at forhindre statslige pensionsfonde i at investere i våben­producenter.

Men Blackrock vil ikke forhindre, at kapital søger mod våben, ligesom eventuelle krav kan lyde hult, når den adm. direktør, Larry Fink, i Børsen fastslår, at »han kan hade våben«, at »han kan tænke, at de burde forbydes«, men at det er kunderne, som bestemmer, for det er ikke hans egne penge, som investeres i våben.

Larry Finks pointe er, at det er kunderne, der ønsker bestemte indeks, hvor våben­aktier indgår. Stort set samme synspunkt har Danske Bank og BankInvest givet udtryk for, da de tidligere blev kritiseret for, at de ikke kunne gennemføre etisk screening af indeksfonde.

Det er ikke et spørgsmål, om Blackrock, Danske Bank og BankInvest har ret.

De unge har vist, hvor grænsen går. De vil kunne gå i skole uden at blive skudt ned.

Spørgsmålet er, om den unge generation, der er ofre for skoleskyderier, har fået mobiliseret et globalt oprør, som tvinger kapitalforvaltere til at tage aktiv stilling til våbenindustrien.

Kapitalforvaltere kan måske ikke forhindre investorer i at søge mod våbenaktier, men pengenes magt kan bruges til at stille krav.

De unge har vist, hvor grænsen går. De vil kunne gå i skole uden at blive skudt ned.

One response to “Unges oprør efter skoleskyderier øger pres på våbenindustrien

  1. USA har valgt en leder, som er helt i pengenes vold. Menneskeliv kommer i anden eller tredie række. De unge som protesterer mod retten til at købe vaaben, gør en fantastisk indsats, men de er op imod meget stærke kræfter. Samtidig undlader staten at føre kontrol med psykisk syge, voldelige og afsporede personer, saa de uhindret kan købe vaaben.
    Man maa spørge sig, hvordan amerikanerne kunne vælge Trump. Verden ændrer sig med Trump lige nu, til noget særdeles egoistisk og primitivt. Naar man saa samtidig har en Putin i Rusland, en farlig diktator i Nordkorea med A-vaaben, et Kina med en kommende livstids præsident, et befængt afrikansk kontinent med en lang stribe af diktatorer, hjulpet og støttet af europæiske stater, ja saa synes det mere end bare tydeligt, at en verdenskrig er uundgaaelig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *