Alarmerende nyhed: Inkompetence i bestyrelser

Kender du fænomenet? Du læser en nyhed, og den kommer med et alarmerende budskab. Kort efter mindes du, at det har du hørt før.

I denne uge kunne erhvervsmediet Finans fortælle, at bestyrelserne er præget af høj grad af inkompetence.

Undersøgelsen »Board of the Future« blev offentliggjort på en konference i denne uge. Her fik deltagerne at vide, at der er alvorlige problemer i bestyrelseslokalet.

Ifølge undersøgelsen bliver 75 procent af medlemmerne til en bestyrelse fundet i ens eget netværk, og særligt kompetencerne inden for IT og digitalisering er mangelfulde. Det siger to ud af tre i undersøgelsen, som er gennemført blandt 1.000 formænd og menige medlemmer i 56 lande.

Alarmen gik i gang for flere år siden

Det er en alarmerende nyhed. Men alarmen gik i gang for flere år siden.

Finans skrev også i 2017 om den årlige, globale bestyrelsesundersøgelse, og vi skal have luppen frem for at finde signifikante ændringer mellem de to undersøgelser, for som det hed i 2017: »Bestyrelsens indavl gør den IT-sårbar.«

Den umiddelbare tanke er at afskrive undersøgelsen, for ret beset danner denne type undersøgelser ofte baggrundsmusik til netop en konference, hvor eksperter efterfølgende kan fortælle om de megatrends, der er på vej. Den type adresserer i sjælden grad en løsning, der går dybere end salg af kurser, netværk og nye konferencedage.

Men når nyheden alligevel er alarmerende, skyldes det, at udfordringen med inkompetence består.

De største virksomheder skal nok klare sig. De har fået sat evalueringer i system, de har et analyseberedskab og en organisation, som er i stand til at udpege megatrends inden for deres forretningsområde.

De største har også en aflønning og en indbygget prestige, som gør det ulig nemmere at tiltrække de bedste hjerner i ind- og udland.

Problemet opstår, når du går et lag ned i pyramiden.

Ressourcerne bliver knappe, virksomhedens interne bestyrelsessupport bliver svagere og aflønningen mindre attraktiv, men når det kommer til stykket, er bestyrelsesarbejdet i mindre og mellemstore virksomheder stort set lige så anstrengende som i en stor virksomhed.

Du skal kunne forstå en forretningsplan, du skal kunne tage stilling til en strategi, og du skal have forståelse for teknologiens muligheder.

Headhuntere vil sige: Giv opgaven til os, så skal vi finde den rette kombination til bestyrelseslokalet. Konsulenter vil tilbyde uddannelser og kurser.

Men næste års bestyrelsesundersøgelse vil stadig fortælle det samme om indavl og manglende kompetencer.

Puljen af superdygtige hjerner med digital forståelse i kombination med avanceret forretningsforståelse er meget begrænset.

Sagen er, at puljen af superdygtige hjerner med digital forståelse i kombination med avanceret forretningsforståelse er meget begrænset.

Det er derfor ikke over­raskende, at medlemmer i en bestyrelse forsøger at tiltrække nye medlemmer i eget netværk.

Kernen er, at det ikke må være vennetjenester, men at du skal bevare evnen til at skifte ud, hvis medlemmer af bestyrelsen er åbenlyst fejlplaceret.

Løsningen er derfor ikke flere konferencedage, men øget brug af evalueringer, som i tide fanger svaghederne i bestyrelseslokalet.
Første skridt er at erkende, at man har en udfordring.

Andet skridt er at gøre noget ved det. Kan man, er det fint. Kan man ikke, er det ud.

One response to “Alarmerende nyhed: Inkompetence i bestyrelser

  1. Af samme skuffe …
    År tilbage deltog jeg i et kursus, hvis formål var at afdække evner og anlæg for firmaets ansatte.

    Først skulle vi i fællesskab løse en opgave, hvor firmaets ansatte havde deres normale funktioner.
    Det gik ikke ret godt – opgaven blev ikke løst.

    Derefter blev vi alle (over en hel dag) sat til at besvare et utal af spørgsmål.
    Besvarelserne skulle efterfølgende bruges til en ny ledelsesfordeling.

    Næste dag fik vi så tildelt de nye roller og fik en opgave at løse i fællesskab.
    Opgaven blev løst på ingen tid.

    Efterfølgende brugte firmaet resultaterne til at fyre og degradere ansatte, som kunne være “farlige” for den eksisterende ledelse.
    Suk!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *