Hvem fanden er fagbevægelsen i dag?

Da Thomas Nielsen i 1982 gik af som formand for LO efter 25 år i spidsen, sagde han de bevingede ord »vi har sejret ad helvede til«.

Han referede til de mange sejre i hans generation i forhold til hans egen tid som formerlærling i 1930erne. Derfor skal vi altid huske eftersætningen på det berømte citat, for meningen var, at LO havde sejret ad helvede til »godt«.

Han var formand i en periode, hvor medlemstallet steg med over 50 pct. til 1,3 millioner medlemmer.

Det toppede 1994 med 1,5 millioner medlemmer. Siden er tallet gået ned, særligt som følge af de gule fagforeninger, der repræsenterer et ideologisk alternativ. Da Thomas Nielsen gik af, havde de gule fagforeninger fat i under en halv pct. af lønmodtagerne. Nu repræsenterer de omkring ti pct.

I samme periode er de klassiske fagforeningers andel faldet fra 70 pct. til under 60 pct., og LO kan i dag kun tælle til en million medlemmer.

Men måske ikke meget længere. Den 13. april skal LO og funktionærernes og tjenestemændenes fagforbund, FTF, tage stilling til en markant fusion til ny og større hovedorganisation. Et ja vil smelte de to forbund sammen under LO. Med FTFs 450.000 medlemmer vil LO komme tilbage til fordums styrke med næsten 1,5 millioner medlemmer.

Selv om LO og FTF anbefaler et ja til fusionen, er det på ingen måder givet, at fusionen bliver stemt igennem. Både hos LO og FTF har markante forbund anbefalet et nej. Hos LO tæller modstanderne det markante specialarbejderforbund 3F, og hos FTF er finans- og forsikringsansatte imod.

Det er blandt modstanden, vi finder den afgørende splittelse i fagbevægelsen, for hører kedeldragter og habitter til i samme forbund

Det er blandt modstanden, vi finder den afgørende splittelse i fagbevægelsen, for hører kedeldragter og habitter til i samme forbund?

Kan LO både repræsentere ansatte med korte og lange uddannelser, privat og offentligt ansatte? Fortalerne vil sige ja, for jo flere medlemmer, des større politisk gennemslagskraft, ligesom værnet om den danske model vil kunne fremstå endnu stærkere.

Modtanderne vil sige nej, for interesserne er alt for forskellige, særligt i en tid hvor de kortuddannede frygter at blive efterladt på perronen, når globaliseringen ræser afsted med robotter og kunstig intelligens i førerhuset. Tilsvarende kan der være langt mellem offentligt ansattes interesser og de privatansattes.

Nok bliver 13. april en tryktest på, hvor samlet fagbevægelsen kan optræde, men uanset udfaldet må fagbevægelsen stille sig selv spørgsmålet: »Hvem fanden er fagbevægelsen i dag?«.

De færreste kan pege på fagbevægelsens mærkesager

De færreste kan pege på fagbevægelsens mærkesager. Tænker vi os lidt om, vil nogle sige efteruddannelse, arbejdsmiljø, opgør mod social dumping, fælles ansvar for samfundet osv., men det er de fleste enige i.

Derimod kan det være svært at finde en klar holdning til skat, for hvorfor kæmpe mod lavere skat, samtidig med at man kæmper for højere løn, og hvorfor kæmpe mod effektiviseringer i den offentlige sektor, når privatansatte føler, de skal finansiere forbruget. Allerede i dag har fagbevægelsen svært ved at favne alle.

Det, der står klart, er, at LOs formand, Lizette Risgaard, efter 13. april skal have fokus på at redefinere fagbevægelsen, så relevansen kommer til at stå endnu skarpere.

Fusionen vil forstærke kravet, mens et nej til fusionen vil udstille problemet.

Uanset resultatet, vil konklusionen være den samme: Fagbevægelsen har i for mange år fremstået uskarp i den overordnede prioritering.

7 responses to “Hvem fanden er fagbevægelsen i dag?

  1. Det er ligegyldigt for den ansatte om en forbedring kommer som en skattelettelse eller en lønstigning ! MEN for den danske konkurrenceevne er det langt bedre at “lønne” med skattelettelser. Så kan vi måske bevare nogen flere arbejdspladser

  2. Ja med en verdensrekord i skattetryk forsvinder mange af de jobs som fagbevægelsen har som medlemmer. Derfor virker det nærmest selvdestruktivt at fagbevægelsen er så arbejderfjendsk at den går ind for yderligere branfbeskatning af arbejde ?!

  3. LO er et fortids levn som kongehuset, Og LO er bedøvne om så de ikke havde medlemmer, pengetanken er så stor, at de kan give sig selv million lønninger de næste 100 år uden medlemmer, og det er lige hvad de gør, og jo mindre antal medlemmer, jo mindre er der at skændes med om hvem der skal spilde tiden for bordenden.
    Måske nogen kunne fortælle mig hvad LO har lavet de sidste 25 år ?.

  4. Hvorfor så ikke bare melde sig ud af den pengetank, alle i dag er hver deres egen lykkesmed
    Gør noget selv istedet for at være indaktiv, eller modsat, gør noget aktivt for fællesskabet, hvis det er tilstede.

  5. LO har siden tabet af eksklusiv aftalerne, hvor de mere eller mindre kunne behandle den enkelte arbejder som det passede dem, ikke evnet at omstille sig til den frie konkurrence og det dermed følgende krav om hensyntagen til individet. Som det står til sidst, så står LO fagbevægelsen uskarp.
    Heldigvis er Krifa kommet på banen med en klar og tydelig vision for hvor fokus skal være i fremtidens arbejdsmarked.
    Krifa har en anden tilgang til arbejdsmarkedet, hvilket for nogle er meget svært at forstå, men virkeligheden forandrer sig og vi lever ikke længere i den industrielle revolution. Krifa har en vision om ikke bare at være en fagbevægelse men også en livsstils bevægelse.
    Dette er bl.a. baggrunden for at Krifa nu på 4 år, i samarbejde med lykke instituttet og Gallup laver reel valid forskning i god arbejdslyst. Dette har udmøntet sig i for 3 år i træk God Arbejdslyst Indeks https://www.krifa.dk/…/vide…/god-arbejdslyst-indeks-2017
    Samtidigt har Krifa med baggrund i denne forskning skabt uddannelsen Godarbejdslyst Konsulent Uddannelsen som er universitets godkendt. https://www.krifa.dk/medlemsfordele/arbejdslystkonsulent
    Der ud over har Krifa skabt værktøjer til at måle arbejdslysten, både hos enkelte personer men også i hele firmaer. Hvilket giver mulighed for at udforske og forbedre de rammer der er med til at skab den gode arbejdslyst, hvilket er noget alle på arbejdsmarkedet kan få gavn af. https://www.gais.dk/
    Det er på høje tid at de samlede fagbevægelser begynder at se på arbejdsmarkedet med nye øjne. I disse tider med stress og jag, er løn og almene vilkår væsentlige grund forudsætninger for vores alles hverdag. Men det er ikke de ting der giver arbejdsglæde. Her er vi nødt til at se på det hele menneske, den hele arbejdsplads. Her er Krifa i mine øjne ved at give resten af den etablerede fagbevægelse baghjul.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *