Hov, er SAS endt i en nordisk ledelseskrise

Netop som SAS skulle mødes ved årets generalforsamling for at fejre det tredje milliardoverskud i træk og det bedste i 20 år, synes SAS at være endt i en ledelseskrise.

I over et år har selskabet vidst, at Fritz Schur skulle stoppe som formand, men nu har selskabet måttet udskyde generalforsamlingen fra 5. marts til 10. april, fordi det statsejede selskab ikke kunne finde en afløser i tide.

Det tegner et uskønt billede af statslige aktionærer, som enten er handlingslammede i en indre splittelse eller pinligt uforberedte på et forventet og annonceret formandsskifte.

Det tegner et uskønt billede af statslige aktionærer, som enten er handlingslammede i en indre splittelse eller pinligt uforberedte

For Fritz Schur kunne afskeden med SAS have været et perfekt punktum for en anerkendt indsats i SAS gennem ti år som formand.

Det må pine Schur, som i forvejen er en mærkelig størrelse i dansk erhvervsliv. På den ene side ofte udskældt og latterliggjort. På den anden side kan ingen tage fra ham, at han har genskabt SAS som et sundere selskab, særligt efter nærdødsoplevelsen mandag 19. november 2012.

Den dag var han klar til at sende SAS i betalingsstandsning. I weekenden op til den skæbnesvangre dag var bestyrelsen samlet i København omgivet af svenske konkursadvokater.

Men i sidste øjeblik indgik SAS en aftale med piloter og kabinepersonale, og rejsen ud af den økonomiske storm kunne endelig tage fart.

Det skulle Schur have fejret på generalforsamlingen, men fejringen er nu udskudt.

Årsagen er en gåde ud over det sædvanlige. Normalt forbereder børsnoterede selskaber sig grundigt, når der skal ske udskiftninger i bestyrelsen, og selv om Schurs fratræden først blev offentliggjort 15. januar i år, har SAS haft lang tid til at forberede skiftet.

For at forstå processen skal vi være opmærksomme på, at SAS er ejet af de tre nordiske lande, Sverige, Norge og Danmark. Wallenberg-familien er fjerdestørste aktionær i SAS.

De fire aktionærgrupper har en nomineringskomité bestående af repræsentanter fra hvert land plus en fra Wallenberg-dynastiet.

Det er denne komité, som står for arbejdet med at finde kandidater til SAS’ bestyrelse, og netop denne komité begyndte for over et år siden at lede efter en afløser for Schur.

Men med staterne som afgørende aktionærer kan der hurtigt gå landskamp i udvælgelsen af bestyrelses­formænd. Danmark vil have en dansker, Norge en nordmand, mens Sverige blander sig udenom, så længe det er en svensker, der er adm. direktør.

Hvad der er gået galt i SAS er umuligt at få at vide, men sagen er, at der er gået kludder i traditionerne

Hvad der er gået galt i SAS er umuligt at få at vide, men sagen er, at der er gået kludder i traditionerne, for den norske stat har meldt ud, at den vil sælge ud af landets aktier i SAS, mens den danske stat til gengæld har sagt, at den vil beholde ejerandelen. Danmark er med andre ord fremtidige ejere, mens Norge er fortidens ejere.

Derfor står den danske stat hårdt på, at Danmark bør sidde på formandsposten. Synspunktet har været kendt i over et år, men ejerne kan åbenbart ikke blive enige om den rette kandidat.

En anden mulighed er naturligvis, at den kandidat, de havde fundet, har fået kolde fødder. Posten som formand giver sølle 410.000 svenske kroner, lidt over 300.000 danske kroner. Med 13 bestyrelsesmøder om året er det næppe honoraret, som lokker, men alene prestigen.

Men igen. Det burde have været afklaret i løbet af et år.

One response to “Hov, er SAS endt i en nordisk ledelseskrise

  1. Ta’ Jer sammen omgående.
    Aktien bløder STORT lige nu.
    De sidste 3 uger ikke mindre
    end 15-25 %. SKAM JER !!
    Investorer store som små taber mange penge mens I amatører tilsyneladende ikke gør nogen bemærkning til markedet om hvordan situation forholder sig
    mht drift og fortsat overskud …
    Jeg har sat mine sparepenge og
    min bagdel i et flysæde hos SAS
    for sidste gang hvis ikke I tager den her situation alvorligt omgående.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *