Direktørers løn er et offentligt anliggende

I årtier har topdirektører forsøgt at fortælle, at deres løn hører under privatlivets fred, og at ønsket om åbenhed alene har handlet om journalisters nyfigenhed.

Men nu har Komiteen for god Selskabsledelse langt om længe skåret igennem.

Topdirektørers løn er et offentligt anliggende og udgør en central del af den samfundskontrakt, der er mellem erhvervslivet og omgivelserne, som ATPs topchef, Christian Hyldahl, siger til Berlingske.

Det er vel at mærke ikke et budskab fra en eller anden tilfældig aktivist, men fra en af Europas største pengetanke.

Danske selskaber har været betydeligt mere fodslæbende end selskaber i andre lande.

Gennem mange år er indsigten i direktørers løn­niveau blevet mere og mere åben, men det ligger også fast, at danske selskaber har været betydeligt mere fodslæbende end selskaber i andre lande.

Tilsvarende må det stadig konstateres, at der ofte er lagt et slør over åbenheden – ved at pulje løn til direktionen som et samlet bidrag, ligesom de tilknyttede og ofte lukrative bonus- og aktieprogrammer er svære at gennemskue.

Som formanden for komiteen, Lars Frederiksen, siger det, skal man ofte lede 48 steder i et regnskab og rode alle mulige noter igennem for at kunne gennemskue lønposen.

Pointen er ikke, at direktører får for høj løn, men at man skal kunne forklare, hvorfor de er pengene værd, og den lyst er åbenlyst en mangelvare i toppen af dansk erhvervsliv.

Presset på åbenhed kommer imidlertid ikke fra nyfigne journalister, men fra aktionærer og det omkringliggende samfund, som journalister afspejler.

I virkeligheden er der to tungtvejende grunde til at gennemføre en gennemsigtighed i aflønningen af direktører.

Den ene er, at aktionærerne vil vide, at de får valuta for pengene. De ønsker en klar sammenhæng mellem løn og den værdi, direktørerne skaber i virksomheden og dermed for aktionærerne.

Derfor ønsker Komiteen for god Selskabsledelse, at selskaberne klart skal beskrive sammenhængen mellem langsigtet værdiskabelse og vederlag.

Men den anden grund til presset på øget åbenhed er debatten om ulighed.

Topchefer er i stigende grad begyndt at frygte folkets bekymring for at blive hægtet af globaliserings- og digitaliseringstoget.

Donald Trump som præsident og briternes Brexit er de synlige tegn på en folkelig modstand mod eliten, og er der noget, topchefer frygter, er det at blive dømt ude af folket.

Tidligere kunne den, der levede stille, leve godt, men det er slut.

Tidligere kunne den, der levede stille, leve godt, men det er slut.

Du skal som topchef hele tiden sikre, at din virksomhed er relevant og anstændig, særligt fordi de sociale mediers forargelses­barometer er ekstremt følsomt.

I dag hører vi topchefer tale om de tre P’er: People, Purpose and Planet. Det vil sige arbejde med mennesker, formål og en bæredygtig fremtid.

Det er tidens dagsorden.

Men den kommer til at klinge hult, hvis det viser sig, at topdirektører scorer en gevinst, der hverken kan forklares eller forsvares.

Da selskaber indførte aktieprogrammer som en del af lønnen, lød begrundelsen, at direktøren skulle have hånden på kogepladen.

Spørgsmålet er, hvor mange direktører der rent faktisk har brændt nallerne? Svaret har snarere vist, at direktører ret hurtigt kan skabe en formue, der økonomisk sikrer deres egen familie i mange generationer.

Det kan nok forklares, men kan det også forsvares?

Det kan kun afgøres gennem fuld åbenhed.

3 responses to “Direktørers løn er et offentligt anliggende

  1. Vrøvl. Kæmpelønninger skal selvfølgelig kunne forklares, derimod ikke forsvares. Ikke overfor andre end aktionærerne. Hvem skal ellers afgøre om lønnen er forsvarlig? Uffe Elbæk eller Johanne Schmidt Nielsen? Vor Herre bevares.

  2. Kæmpelønninger skal forklares, ikke forsvares. Hvem skal afgøre om de er forsvarlige? Uffe Elbæk? Johanne Schmidt Nielsen? Vor Herre bevares.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *