Falck er som en patient på operationsbordet

Jakob Riis, der måtte abdicere som kronprins i Novo Nordisk, endte alligevel som konge, omend i et mindre rige, redningskoncernen Falck, men som i de fleste riger er udfordringerne de samme.

Du skal beskytte dit rige, erobre nye territorier, men uden at svække forsvars­værkerne i eget land.

Den simple taktik glippede for Allan Søgaard Larsen, den tidligere koncernchef for Falck, og Morten R. Pedersen, tidligere finansdirektør for Falck. De var ikke kun de to daglige ledere, men også storaktionærer med formuer bundet i, at Falck skulle lykkes.

Det gjorde det i mange år. Falck voksede. Der blev købt selskaber her, der og alle vegne, men de mange knopskydninger fjernede fokus fra kerneforretningen og selskabets særlige formål.

Falcks vækststrategi endte i en indtjeningskrise, og redningskoncernen med den noble mission »at arbejde for at forebygge ulykker, sygdom og nødsituationer, at redde og hjælpe forulykkede og nødstedte hurtigt og kompetent samt at rehabilitere syge og tilskadekomne« er nu selv endt på operationsbordet som en syg og forulykket patient, nødstedt og under akut rehabilitering.

Den nye koncernchef, Jakob Riis, har i Berlingske Business for første gang sat ord på den opgave, han står overfor:

Før handlede det om vækst. Nu handler det alene om lønsomhed.

»Man skal ikke bare justere Falck-modellen. Den skal tænkes helt om.«

Før handlede det om vækst. Nu handler det alene om lønsomhed.

Det betyder ikke, at Falck ikke skal vokse i fremtiden, men sprækkerne i Falcks forsvarsværn er blevet så alvorlige, at værdierne fosser ud. Hullet skal stoppes, og det betyder, at der skal ryddes op i alle de knopskydninger af virksomheder, der er blevet skabt.

Det paradoksale er, at Allan Søgaard vidste, at væksten var løbet ham af hænde.

I september 2015 fortalte han til Business, at han i 2016 både skulle håndtere vækst og luge ud i knopskydningerne.

For at få hjælp til opgaven havde han lige ansat DBS’ tidligere koncernchef Jesper Lok til at luge ud.

Inden 2016 var gået på hæld, var Jesper Lok hældt ud: »Det gik ikke, som vi havde håbet,« sagde Allan Søgaard.

Det interessante er, at Jakob Riis stort set gentager Allan Søgaards analyse fra 2015

Det interessante er, at Jakob Riis stort set gentager Allan Søgaards analyse fra 2015.

Forskellen er, at Riis er uden fortid i Falck og derfor kan gå mere »kynisk« til opgaven.

Det nemmeste spørgsmål at stille er, hvor bestyrelsen parkerede beslutningskraften, da Allan Søgaard fejlede med eksekveringen af den klare analyse i 2015.

Svaret er imidlertid komplekst. Allan Søgaard var ikke alene direktør, men også storaktionær og kulturbærer.

Formentlig har bestyrelsen ved afskedigelsen af Jesper Lok indset, at Allan Søgaard ikke frivilligt ville lade Falck blive diagnosticeret og helbredt af en nytilkommen direktør.

Men netop afskedigelsen af Lok har formentlig været den beslutning, som beseglede Søgaards skæbne.

Det er i hvert fald tankevækkende, at Lene Skole, direktør for Lundbeckfonden, der er storaktærionær i Falck, nu kritiserer Søgaard for ikke at handle hurtigt nok på ind­tjeningskrisen.

Hun roser Riis for at have skabt en sense of urgency.

Det ændrer imidlertid ikke ved, at bestyrelsen kan kritiseres for ikke at have udfordret Allan Søgaard i tide.

Han fik helt åbenbart for lang snor. Det har aktionærerne betalt en høj pris for.

3 responses to “Falck er som en patient på operationsbordet

  1. Naturligvis skal en virksomhed være lønsom men ikke med en “kynisk” tilgang.
    Den drivende kraft i Falck er medarbejderne.
    Når borgerne får hjælp – uanset om det er ambulancen, brandbilen eller kranvognen, så er det medarbejderne der gør den helt afgørende forskel.
    Borgerne får ikke bare “hjælp” – de får “hjælp af Falck”.
    Falckmedarbejderen gør den afgørende forskel, fordi kulturarven i Falck er helt afgørende for den service og kvalitet der ydes på “bundlinien” hos borgeren uanset hvordan hjælpen er betalt.
    Lars Nørby Johansen og Allan Søgaard Larsen forstod vigtigheden af denne kulturarv samtidig med at de fra 1989 og til nutiden udviklede og vækstede virksomheden fra en national til en international virksomhed.
    Sprækkerne i Falcks forsvarsværn skal naturligvis lukkes, men uden medarbejdernes tillid bliver Falck et synkende hangarskib.
    Tænk medarbejderne som en vigtig ressource fremfor en løntung belastning.
    Min baggrund er 43 1/2 år i Falck som medarbejder og leder.

  2. Tjah Finn Thranum – du har nok selv lige beskrevet Falcks problem, du har været der i 43,5 år, og der er nok andre der også har været der i en længere årerække, og det er jo netop problemet. Medarbejderne er en vigtig resource, men medarbejdere med sådan en lang ansættelse har ofte en tilbøjelighed til at være langt mere kritisk overfor nødvendige forandringer og nye tiltag. De to nævnte herrer har reelt set ikke udrettet så meget som du gerne vil gøre det til. Ikke ret mange af deres opkøb, har været præget af nogen synderlig succes. Falck har levet af deres relative monopol i Danmark på sygetransport m.v., på denne konto er virksomheden vokset, altså ikke pga. nogen smarte handlinger, men simpelthen fordi man i en LANG årerække stort set var den eneste udbyder. De penge der blev tjent her blev så investeret i mange andre, oftest, tabsgivende eventyr i ind- og udland. Hvis så mange medarbejder forbliver i en virksomhed i så mange år, ja, så kan man kalde det korpsånd, men måske er det mere et vink med en vognstang, om at forholdene simpelthen er for lukrative. Nu hvor Falck ikke længere er enerådende på sygetransport og ambulancekørsel, ja, så fosser pengene ikke ind i kassen mere, og man er nødsaget til at agere, og drive virksomhed, som mange andre virksomheder har gjort i årevis, herunder at rydde op i ukurante investeringer, og selvfølgelig også vurdere de ansættelsesformer man har for sit personale i Falck. Det er det du nok har forudset, og derfor allerede er kritisk overfor ny ledelse.

  3. Allan Hansens analyse er desværre helt rigtig efter min mening. Falck har misbrugt monopolstillingen på det danske marked kombineret med en vækstsyg Allan Søgaard, der troede Falck kunne vokse ud over alle grænser. Man kan undre sig over, at Jakob Riis ikke var i stand til at gennemskue dette . Han havde nok bare brug for luftforandring – men nu risikerer han at blive trukket ned med Falck. Jeg har desværre svært ved at se Falck overleve på længere sigt, fordi deres omkostningsniveau er for højt. I min optik ligner Falck lidt for meget Post Danmark. Begge virksomheder lider under en håbløs omkostningsstruktur – begge dinosaurer, som der ikke længere er plads til i et konkurrencepræget marked.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *