Jo, du skulle faktisk selv prøve at sidde ved kassen

Vi er mange, der kender det: Hjem fra arbejde, hente unger og en hurtig tur i supermarkedet for at købe ind til aftensmaden – der skal være færdig, inden ungerne, alt efter alder, skal gøres klar til natten, lektier eller andre aktiviteter.

Det kræver præcision. En forsinkelse i hvert led er kostbar. Du ved det, og du ser det for dig, hver gang du står i supermarkedet med det indre ur, der tikker utålmodigt. Trykket stiger, og pludselig koger du over, og nogen skal det gå ud over. Ofte er det ungerne eller kæresten, som står for skud, men alt for tit er det kasseassistenten i supermarkedet, som bliver sorteper.

Det hårdeste job, jeg nogensinde har haft, var ved kassen i et supermarked i den såkaldte ulvetime. Køen er lang, tålmodigheden er opbrugt, og risikoen for fejl stiger i takt med kundernes stressniveau. Hjernen bom­barderes med alle mulige indtryk, mens der scannes, huskes koder og sikres, at der ikke er hul i posen med mel, at grøntsagerne ikke er rådne, eller at der er en utæthed i mælkekartonen.

Ja, jeg har prøvet det. I Bilka. For mange år siden vel at mærke, men ikke desto mindre kan jeg præcis genkalde den følelse, som servicemedarbejder Stine Lysemose gav udtryk for i et debatindlæg i Politiken søndag.

Hun giver et indblik i, hvordan det er at sidde på den anden side af indkøbsbåndet, tvunget til at smile, hilse og sige tak for besøget og altid vide, at »kunden har ret«.

Det mest bekymrende er, at den råhed, jeg kunne møde for årtier siden, ikke er blevet mindre. Tværtimod. Det er simpelthen ikke rimeligt

De bliver stopfodret med høflighedfraser og må ofte finde sig i, at kunderne er urimelige, skælder ud med en brutalitet, der ligner copy-­paste fra skidtspanden på de sociale medier, og, hvad der er endnu værre, at blive udsat for trusler om vold.

Det mest bekymrende er, at den råhed, jeg kunne møde for årtier siden, ikke er blevet mindre. Tværtimod. Det er simpelthen ikke rimeligt.

Ingen går på job for at gøre livet surt for en kunde. Ingen går på job for bevidst at udøve fejl. De fleste går på job for at udføre et ordentligt stykke arbejde. De fleste ønsker at kunne smile til kunden og vise, at man er til for dem.

Det lykkes heldigvis i langt de fleste tilfælde, men alligevel glemmer vi, der står på den anden siden af båndet, at være taknemmelige for servicemedarbejderen, som udfører et nødvendigt arbejde, og som orker at stå ved kassen, uanset tidspunkt i døgnet.

Det, vi ofte glemmer, er, at kasseassistenten er blandt de lavest lønnede medarbejdere i landet.

Efter liberaliseringen af lukkeloven kan arbejdstiden være morgen, middag, aften og nat. Kassemedarbejdere skal kunne håndtere nattens posemænd, der afleverer sække med flasker. De kan møde butikstyve. De skal lægge ører til skrigende unger og frustrerede forældre.

Nok er det fredeligt det meste af tiden, men det nytter ikke noget, hvis blot én kunde kan give kasseassisten sår på sjælen

Nok er det fredeligt det meste af tiden, men det nytter ikke noget, hvis blot én kunde kan give kasseassisten sår på sjælen.

Det er præcis det proble­m, den 16-årige Stine Lyse­mose satte ord på i debatindlægget. Hun var blevet truet af en kunde, der ville komme tilbage og smadre hende, en anden kollega måtte gå grædende til pause.

Lunten blandt danskerne er blevet kortere – og i en sådan grad at fagforeningen HK Handel opfordrer butikkerne til at give deres ansatte undervisning i krisehåndtering.

Det er absurd, at det skal være nødvendigt.

One response to “Jo, du skulle faktisk selv prøve at sidde ved kassen

  1. Hvis nogen foran mig i køen truer eller skælder ud på en kasseassistent, så får de nogen på ørene, først verbalt og hvis det ikke hjælper og det gør det som regel, så blive de truet med at øretæverne bliver fysiske – det hører ingen steder hjemme at lade sin indre svinehund gå ud over nogen der bare passer deres (luset betalte) arbejde. Det er det samme med de idioter der klager over en lille plet på spejlet på hotelværelset…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *