Direktørlønninger og det kommunale fupnummer

Efter at have set Danmarks Radios første afsnit om direktørlønninger i det offentlige må det konstateres, at politikere har nemmere ved at sparke ned end op, og sandt at sige kan det også være svært for en politiker med begrænset ledelsesmæssig erfaring at hamle op med sin nærmeste medarbejder, kommunaldirektøren, der får de politiske ideer til at spille og er den nærmeste til at lægge ører til skiftende borgmestres frustrationer.

Det ændrer ikke ved, at en borgmester er en slags bestyrelsesformand for hele den kommunale butik og alle dens interessenter. Jobbet kræver kølighed, distance og ikke mindst personlig integritet.

Men DRs afsløringer dokumenterer, at der er en ledelsesmæssig ubalance i det kommunale system. Kernen i DR-dokumentaren er brug af åremålsansættelser og misbrug af ånden i disse kontrakter.

Lad os dvæle ved ånden i åremålsansættelser: Den handler om at tiltrække dygtige medarbejdere med en ekstra portion i lønposen plus en indbygget fratrædelsesaftale, som udløses, når åremålet udløber. Og den handler om at sikre sig mod indspisthed. Tanken er, at en kontrakt med fast udløb sikrer fornyelse på kommunaldirektørposten.

Umiddelbart er begge formål til at forklare.

Fupnummeret opstår, når åremålet udløber, for det viser sig, at en kommunal­direktør kan stoppe, udløse sin fratrædelsesgodtgørelse og blive genansat dagen efter

Men fupnummeret opstår, når åremålet udløber, for det viser sig, at en kommunal­direktør kan stoppe, udløse sin fratrædelsesgodtgørelse og blive genansat dagen efter med en ny åresmålskontrakt.

Det skræmmende ved DRs afsløringer er, at de politisk valgte borgmestre har ladet sig indhylle i en forestilling om, at den siddende kommunaldirektør er den bedste til jobbet.

Hvis det er rigtigt, må det betyde, at kommunaldirektøren har svigtet sit ledelsesmæssige talentarbejde. En top­direktør skal sikre sig, at der er en fødekæde med potentielle afløsere, for hvad nu hvis direktøren får en tagsten i hovedet eller kommer ud for en ulykke og bliver ukampdygtig.

Endelig viser misbruget af ånden i åremålskontrakter, at kommunaldirektører er sig selv nærmest.

Deres loyalitet over for deres arbejdsplads begynder og ender i egen pengepung. Hvis en borgmester tog sin opgave som »bestyrelsesformand« alvorligt, ville han kunne sige til kommunaldirektøren:

»Jeg vil gerne tilbyde, at du kan fortsætte, men betingelsen er, at du frasiger dig retten til en fratrædelsesgodtgørelse i din gældende kontakt.«

Hvis direktøren siger nej, er han eller hun alligevel ikke værd at bygge videre på, for så tænker vedkommende alene på sig selv og ikke på helheden i den kommunale virksomhed.

Han eller hun får nemlig et økonomisk incitament til at fremstå uundværlig, så seddelpressen kan fortsætte karrieren ud

Resultatet er, at en kommunaldirektør får et incitament til ikke at oplære dygtige afløsere, for hvorfor skulle direktøren det?

Han eller hun får nemlig et økonomisk incitament til at fremstå uundværlig, så seddelpressen kan fortsætte karrieren ud med lukrative fratrædelsesordninger og genansættelser efter hvert udløb af en åremålsansættelse.

Tidligere finansminister Bjarne Corydon (S) gennemskuede problemstillingen i 2015 og satte en stopper for den form for aftaler i staten.

Det burde have været et signal til Kommunernes Landsforening (KL), som er sat i verden for at støtte borgmestrene.

Det kan ikke forventes, at alle borgmestre er lige skarpe til at gå op imod en kommunaldirektør.

Derfor, KL, tag jer sammen og hjælp borgmestrene ud af den ledelsesmæssige ubalance.

Se DR-programmet:
De dyre direktører

 

4 responses to “Direktørlønninger og det kommunale fupnummer

  1. Hmm. Lad os også få kigget på det formentlig eksploderende antal af specialkonsulenter og seniorkonsulenter i stat, regioner og kommuner. Disse stillinger blev skabt for at tiltrække ressourcer fra den private sektor med henblik på besparelser på de eksterne konsulentudgifter, men er da vist blot blevet en slags belønning til loyale medarbejdere. Lønniveauet ligger vist på ca. 600.000 uden ledelsesansvar.

  2. Hvad kostede det Staten da Bjarne Corydon opsagde aftalen med Djøf’ferne. Er der regnet på det.

  3. Manglende evner til at sætte grænser er set for både borgmestre og bestyrelsesformænd for private selskaber og forbrugsleverende selskaber. Bedre “formænd” og oplæring af disse ønskes.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *