Grådighed udfordrer den digitale infrastruktur

Når sommeren er slut, begynder forhandlingerne om et nyt teleforlig. Det er måske ikke det mest sexede emne i dansk politik, men det er tiltrængt i uhyggelig grad.

Det seneste teleforlig er fra 1999. Det er fra før årtusindskiftet, og før Apple solgte sin første iPhone og gjorde smartphones og tablets til nogle af de vigtigste digitale redskaber for private og virksomheder. Det er fra dengang, nethastigheder var i kilobit.

Nu skriver vi 2017, og vi står midt i en digital revolution med automatiseringer, kunstig intelligens og et voldsomt behov for, at investeringerne i digital infrastruktur kan følge med udviklingen.

Danmark er i dag et foregangsland. Vi er blandt verdens førende inden for digitalisering af den offentlige sektor, vi er blandt de lande med den højeste andel af mobile og faste forbindelser. Vi er ikke alene blandt de bedste, men også blandt de billigeste.

Vi kan ikke længere tage vores førerposition for givet

Men vi kan ikke længere tage vores førerposition for givet.

En undersøgelse i denne uge fra Dansk Erhverv viser, at vi står over for et tikkende samfundsproblem.

Ifølge Danske Erhverv investerede teleselskaberne for 6,9 mia. kr. i 2016 eller for 2,7 milliarder mindre end i 2008.
Mens investeringerne i Danmark er faldet med 28 procent, er investeringer mere end fordoblet i Sverige.

Udfordringen for teleselskaberne er, at de ikke kan få tilstrækkeligt afkast på investeringerne, og må derfor de træde på bremsen for at øge indtjeningen. Det er svært at kritisere private selskaber for at sørge for orden i eget hus, men for samfundet er det et problem, der skal løses.

Væksten i Danmark afhænger i afgørende grad af en stærk digital infrastruktur.

Væksten i Danmark afhænger i afgørende grad af en stærk digital infrastruktur.

Særligt små og mellemstore virksomheder har behov for smidig og billig adgang til digitale løsninger, særligt virksomheder, der ligger i områder med svag dækning, hvor de gerne skulle kunne blive, og hvor folk også vil bo, fordi forbindelserne er i orden.

Undersøgelser viser, at de mest digitale virksomheder også er de mest produktive, men det er dyrt og besværligt for mindre virksomheder at investere tilstrækkeligt i digitale løsninger.

Det handler ikke kun om øget adgang til internettet, men det er på den motorvej, det hele begynder.

Derfor skal regeringen finde en løsning, der stimulerer lysten til at investere massivt i stærkere og hurtigere forbindelser, både for teleselskaber, det offentlige og hos danskerne.

Svaret er ikke, at staten stiller mobillicenser gratis til rådighed for teleselskaberne, men omvendt skal staten finde en model, hvor det offentlige undgår at lade grådigheden være styrende.

Det gælder særligt på to områder: Statens mobillicensauktioner og kommunernes og statens egen udlejning af pladser til telemaster og antenner. De er blevet til rene pengemaskiner, og teleselskaberne kommer reelt til at betale to gange til det offentlige.

Det offentlige må gøre op med sig selv, om indtægterne fra licenserne skal gå direkte ned i en sulten statskasse eller om indtægterne skal anvendes til at udvikle det digitale Danmark

Det offentlige må gøre op med sig selv, om indtægterne fra licenserne skal gå direkte ned i en sulten statskasse, eller om indtægterne skal anvendes til at udvikle det digitale Danmark, ligesom kommuner, der hungrer efter bedre dækning, bør overveje om de selv modvirker udviklingen ved at tage alt for høj »husleje« for antenner og telemaster.

Nok er der ikke meget folkelig svung i et teleforlig, men det kan blive et af de mest afgørende forlig for væksten i Danmark.

One response to “Grådighed udfordrer den digitale infrastruktur

  1. Diskussionen er som alt farvet af spørgsmål om planøkonomiske tilskud ud fra en rent kvantitativ betragtning om at “hurtigere” er bedre.

    Men hvis du f.eks. for sikkerheds skyld har en email-hjemmeserver, så spammes den ihjel og dit eneste modtræk pt. er at afgive kontrollen over dine emails til en fremmed server uden sikkerhed.

    Samtidig kan du i dag stort set intet gøre online uden nogen opsamler data som bruge imod dig og de parter, du interagerer med.

    Sikre forbindelse er langt vigtigere end hurtigere forbindelse – for både televirksomhed, forbruger, erhvervsvirksomheden, staten og samfundet som helhed.

    Hvis man skal løse det problem er man nødt til at ty til Security / Privacy by Design, hvilket stiller særdeles krævende krav til både løsninger og service-design. Samtidig er det nødvendigt at sikre en vertikal koordinering for hver enkelt session – det nytter ikke at tele-delen er sikker, hvis borgeren identificeres og mister kontrollen via betalingen eller omvendt.

    Fonden for Digital Identitet og Sikkerhed (www.digitalfond.dk) etableres for at løse netop dette centrale problem – på zero-profit basis at bundle sikkerhed på tele- og bankservices. Lyt her
    http://www.radio24syv.dk/programmer/aflyttet/18221296/privacy-by-hvadfornoget

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *