Fair? To bankdirektører scorer 2,3 mia. kroner i 2016

De vandt over finans­krisen. De havde kræfterne, økonomien og strategien til at stå imod. De har skabt værdier for svimlende milliardbeløb til aktionærerne og driver i dag nogle af de mest succesfulde og største banker i USA. Til sammen har de i 2016 fået en gevinst på 365 mio. dollar eller 2,33 mia. kr.

For de to amerikanske bankdirektører Jamie Dimon, JPMorgan Chase, og Lloyd Blankfien, Goldman Sachs, var 2016 et særdeles lukrativt år.

Den tårnhøje indtjening stammer primært fra værdistigninger på to mia. kr. på de aktier, som de to bankchefer ejer i henholdsvis JPMorgan Chase og Goldman Sachs.

Resten af gevinsten i 2016 stammer fra selve årslønnen, der giver Jamie Dimon 28,2 mio. dollar i 2016 eller 189 mio. kr., mens Lloyd Blankfield fik sat 22,3 mio. dollar eller godt 140 mio. kr. ind på lønkontoen, når grundløn, bonus og aktietildelinger er medregnet.

Tallene stammer fra Financial Times, der har offentliggjort en årlig lønstatistik for de 20 bedst lønnede bankdirektører i verden. I statistikken dukker de nordiske bankdirektører ikke op.

Danske Banks topchef, Thomas Borgen, ramte 18 mio.kr. i 2016 og mangler ti mio. kr. for at nå op til nummer 20 på Financial Times-listen.

Det store spørgsmål er, om lønnen til topchefer er fair.

Intet har ændret sig siden 2007/8, ingen har lært en lektie, og ingen forandring af det etiske og moralske kompas

Hvis man læser kommentarsporet til artiklerne i Financial Times, er svaret nej.

»Intet har ændret sig siden 2007/8, ingen har lært en lektie, og ingen forandring af det etiske og moralske kompas,« skriver en læser.

Det paradoksale er, at diskussionen om ulighed føres blandt topchefer.

Også Jamie Dimon advarede for nylig mod den stigende ulighed. Det skete i hans årlige brev til aktio­nærerne i JPMorgan Chase, hvor han særligt adresserede frustrationer blandt en betydningsfuld gruppe af lavtuddannede, der oplever en stadig større indkomstmæssig afstand til de veluddannede.

Nogle vil mene, at det netop er denne frustration, som banede vejen for Donald Trump til præsidentposten, og for at gøre paradokset endnu mere tydeligt tyder det på, at det netop er Donald Trumps sejr, som står bag de enorme formuestigninger til topcheferne for JPMorgan Chase og Goldman Sachs.

I hvert fald steg kursen på de to bankers aktier med raketfart i forlængelse af Trumps sejr, og dermed er den hovedårsagen til de to bankdirektørers enorme gevinster i 2016.

Spørgsmålet om topchefers aflønning vil altid ende i en rå diskussion om rimelighed, og selv om det kan virke fuldstændig vanvittigt, at lønmodtagere kan hente milliarder af kroner ud af en virksomhed, skal vi huske, at aflønningerne ofte afspejler de værdier, som aktionærerne har opnået.

Diskussionen om topchefers aflønning er ikke ny, men det synes sikkert, at den aldrig stopper, for hvem skal definere, hvad der er en fair aflønning

Jamie Dimon har drevet JPMorgan Chase med sikker hånd gennem finanskrisen, og bankens aktiekurs slår konkurrenterne med imponerende stigninger.

Diskussionen om topchefers aflønning er ikke ny, men det synes sikkert, at den aldrig stopper, for hvem skal definere, hvad der er en fair aflønning? Aktionærerne og bestyrelsen, som selv scorer kassen, når den rette direktør sidder for bordenden? Eller er det folket og forargelsen?

Beslutningskraften ligger hos aktionærerne og bestyrelserne, men for topdirektørers legitimitet i befolkningen må kravet være gennemskuelighed, og den er desværre alt for sjældent til stede.

6 responses to “Fair? To bankdirektører scorer 2,3 mia. kroner i 2016

  1. Sjovt nok er der en masse medier m.m. der beskæftiger sig med diverse topchefers
    lønninger og rimeligheden i disse i forhold til “normale” menneskers lønninger. For de fleste af disse chefers lønninger gælder der dog det, at de formentlig har arbejdet “stenhårdt” og skaffet fremgang for virksomheden. Når de samme medier m.m. beskæftiger sig med sportsfolks i mange tilfælde helt urimelige og vanvittige lønninger og overgangsbetalinger, forstummer kritikken fuldstændig. Og her er der ikke allene tale om nogle få topsportsfolk. Selv relative middelmådige spillere inden for f.eks. fodbold, basket, amerikansk fodbold, ishockey, tennis, golf m.m. har lønninger, som langt overgår selv de bedst lønnede chefer i specielt det europæiske erhvervsliv. Kun i de færreste tilfælde kan man med en vis rimelighed tale om, at de medvirker til at skabe værdier for enten virksomheden eller samfundet. Det sker tilsyneladende kun for dem selv som personer.

  2. Topchefer skaber ikke en værdi som modsvarer deres løn. De gør det som forventes af dem i situationen, hvilket de fleste normalt begavede mennesker ville være i stand til.
    Det er imidlertid ikke gagen til direktøren som er den største udgift, men mangel på goodwill fra mindre priviligerede ansatte. Hvem vil yde en ekstra indsats for den arbejdsgiver som ikke giver løn efter fortjeneste, men tager selv til fadet er tomt.

  3. Det er IKKE korrekt at magten ligger hos aktionærerne! Bestyrelserne har den reelle magt og de er selvsupplerende. Gode bestyrelser lytter også til aktionærerne, men det er meget meget vanskeligt for aktionærerne at udskifte en bestyrelse og tage magten over selskabet. Det kræver en organisation og indsigt som de ikke har.

    Topchefer skal ofte indtjene en livsløn på få år , bliver de fyret står de ofte udenfor resten af livet. En topchef bliver normalt ikke mellemleder eller buschauffør. Desuden forventes en topchef at være 100 % engageret i virksomheden alle døgnets vågne timer. Samtidig er en virksomhed interesseret i at have de bedste chefer de kan få , og det koster altså noget. Hvis en topleder tjener 15 – 20 millioner kr for at lede Danmarks største virksomheder så forarger det mig ikke. Hvad folk tjener på deres aktier skal saes over en længere periode. Der er gode og der er dårlige år. Set over 10 år er det måske 7-8 % og så skal skat og andre udgifter samt inflationen fraregnes

  4. Bundlinje er vel at aktionærerne vælger at gøre ledelsen til medaktionære. Derved de høje tal.
    Hvad lønninger angår, så er grundløn og bonusser vel generelt meget, meget lidt i forhold til aktiegevinsten.

    Det positive er at skat får sin del af dette, så skatteborgeren burde ikke være forarget. De burde være glade.

    Jeg synes det altoverskyggende problem er akkumulering af rigdom, hvordan formuebeskatter man på en fair måde, og en måde hvor de rige ikke tvinges i skattely, kræver nok international enighed og dermed kommer ikke til at ske

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *