Ledelseseksperter med rod i egen butik

Det siges, at journalister ikke kan stave, at økonomer har uorden i privatøkonomien, og psykologer har rod i sindet. Det er dog sjældent sagt med valid dokumentation, men at ledelseseksperter ikke kan styre egen butik må siges at være konstaterbart.

Probana Business School, der udbød mini-MBAer med fokus på ledelse, er gået konkurs i 2017 efter en lang række skandalesager.

I år kom det også frem, at det prominente »lederhus« Center for Ledelse har tabt egen­kapitalen og nu må leve på Nykredits nåde.

Det virker ærligt talt ikke troværdigt, når Center for Ledelses vision er at »udvikle exceptionelle ledere og organisationer – så de indfrier deres potentiale«.

Center for Ledelse fortæller, at de er »Danmarks største ledelseshus«, og at de har 900 offentlige og private virksomheder, »der lærer med og af hinanden via os«.

Center for Ledelse er ellers begunstiget med en bestyrelse med topchefer fra øverste hylde. Bestyrelsesformanden Claus Madsen er topchef for industrigiganten ABB Danmark, og medlemmerne af bestyrelsen tæller prominente navne som Maria Rørbye Rønn, generaldirektør for DR, bestyrelsesformand Flemming Besenbacher fra Carlsberg og adm. direktør Thomas Woldbye fra Københavns Lufthavne.

Andre må vurdere, om det virkelig er det bedste svar, der kan komme fra et center fyldt til bristepunktet med eksperter i ledelse

For nylig blev Claus Madsen spurgt, om Center for Ledelse havde glemt at tage dets egen medicin:

»Det må andre vurdere,« sagde han, og alle andre må vurdere, om det virkelig er det bedste svar, der kan komme fra et center fyldt til bristepunktet med eksperter i ledelse.

Nu kunne anbefalingen være, at bestyrelsen for Center for Ledelse skulle melde sig ind i Board Network, der sælger sig selv som »Danmarks mest eksklusive bestyrelses­netværk«. Board Network arrangerer bestyrelseskon­ferencer og yder rådgivning.

Board Networks kompetencer udvikles blandt andet af et »advisory board«, som også tiltrækker prominente navne fra erhvervslivet, bl.a. Jens Moberg, bestyrelsesformand for Grundfos og PostNord, Eivind Kolding, tidligere bankdirektør for Danske Bank og tidligere skibsreder i A.P. Møller – Mærsk.

Men inden du smider 10.000 kroner for et personligt medlemskab af Board Network, er det værd at se på, om virksomheden lever op til de gode råd, der normalt langes ud til topchefer i erhvervslivet.

Svaret vil ikke være opløftend­e.

Jakob Stengel, ejer, adm. direktør og global head (titler skal man i hvert fald ikke gå ned på), siger, at det blot »drejer sig om fejl, der ikke vil gentage sig«

Board Network har netop afleveret et kaotisk regnskab, der ifølge Børsen er spækket med anmærkninger fra revisoren, og det er ikke småting: Urigtige moms­angivelser til Skat, ikke rettidigt udarbejdet årsrapport, lån til ejeren, der er i strid med selskabsloven, og revisoren har sidst, men ikke mindst ikke fået »den fornødne dokumentation for finansiering af selskabets fortsatte drift«.

Men ro på. Jakob Stengel, ejer, adm. direktør og global head (titler skal man i hvert fald ikke gå ned på), siger, at det blot »drejer sig om fejl, der ikke vil gentage sig«.

Dette skal ikke være en kritik af, at ledere gerne vil efter­uddanne sig, søge relevant sparring med ligesindede for at blive klogere, men de kaotiske tilstande blandt ledelses­eksperter skaber et indtryk af en selvbestaltet branche, der er dygtige til at sælge flotte ord og begreber på dåse, men i virkeligheden ikke ved, hvordan de skal omsættes i praksis.

 

3 responses to “Ledelseseksperter med rod i egen butik

  1. Kære Claus Skovhus

    Nu burde det ikke være op til andre at skulle dokumentere om journalister kan stave. Det kan I jo selv undersøge i jeres egen avis. I dagens trykte avis optræder en fejl, der er meget hyppig i Berlingske, nemlig at sætte “s” efter marketing i sammensatte ord. Og også i dagens avis var virksomheden Hasbros navn stavet forkert i hvert fald to gange i den trykte udgave. Da jeg åbnede den elektroniske udgave en times tid senere var den fejl dog rettet, hvilket fortæller, at skal du gennemføre en troværdig undersøgelse af jeres egen stavefærdighed, skal udgangspunktet være den trykte udgave, da en del fejl vil være rette løbende i den elektroniske udgave – bl.a. fordi stavenørder som undertegnede påpeger disse.
    Og nej stavefejl er ikke så alvorlige, som de forhold du omtaler i artiklen, men fælles for begge typer af problemer kan sagtens være manglende omhu for detaljer, uden at jeg skal gøre mig klog på, om det er tilfældet for de pågældende ledelseseksperter.
    Men som tidligere underviser på CBS kan jeg da godt gøre opmærksom på, at langt hovedparten af den eksisterende managementlitteratur er uden reel dokumentation for de anbefalede ledelsesformer og strategier. Læs f.eks. bogen “The Halo Effect” af Phil Rosenzweig. Og i det omfang de pågældende ledelseseksperter har forladt sig på disse teoribøger, så skal det gå galt.

  2. Det er en ret ejendommelig kritik og holdning. Det svarer til at påstå, at en dygtig psykolog også skal have styr på alt i sit privatliv og leve i fuldstændig balance for, at vedkommende kan gøre en forskel for andre.

    Det ville også svare til, at man eksempelvis kun kunne undervise i iværksætteri, hvis man forinden har skabt X antal succesfulde vækstvirksomheder. I så fald vil vi på de danske uddannelser stå fuldstændig uden undervisere. Selvfølgelig kan man da være en fantastisk underviser i ledelse samtidig med, at den virksomhed, man underviser for og i, er i økonomiske problemer. Det skal skyldes en lang række forskellige faktorer.

    Jeg kender ikke de pågældende virksomheder, men der må virkelig mangle stof til sommerens “ekspertklummer”, når indholdet bliver så tyndt som dette. Har du brug for lidt klummer udefra til at supplere op Claus? 🙂

  3. God lille provokation du kommer med der. Når du nu er ude med riven kunne du osse’ nævne den største af dem alle – McKinsey i DK. Så vidt jeg har kunne læse mig til måtte de have penge sendt hjemmefra for at partnerne kunne få deres bonus. En forlængelse af dit skriv kunne være at kigge på de små og mellemstore danske konsulentvirksomheder som er både dygtige og i stand til at hjælpe deres klienter videre – og samtidig tjener penge.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *