Fadølspartiet er sjovt, men den går ikke, Carlsberg

Tager vi Carlsberg for pålydende, må det formodes, at samfundsdebatten bliver højnet med Smøg­partiet, Bordelpartiet og Fake News-partiet, nå nej, den er taget. Måske er det netop hos USAs præsident, at Carlsberg har fundet inspiration til oprettelsen af Fadølspartiet.

Fadølspartiet vil, som det skriver på hjemmesiden redfadøllen.nu, redde verdens problemer gennem uhæmmet indtagelse af fadøl:

»Gennem de senere år har vi i Danmark, og i verden, set en bekymrende udvikling: Imens salget af velskænket, kølig fadøl er faldet, har gyselige problemer af forskellig art hobet sig op. Problemer, der har fået lov at vokse sig store, og som nu ikke kan løses over hverken bagværk med lakrids, crossfit eller koldbrygget kaffe.«

Det er rent faktisk ret sjovt at gå på opdagelse i Fadøls­partiets politik, men det ændrer ikke ved, at der er tale om skjult markedsføring for Carlsberg

Det er rent faktisk ret sjovt at gå på opdagelse i Fadøls­partiets politik, men det ændrer ikke ved, at der er tale om skjult markedsføring for Carlsberg. Nok gemmer Carlsberg sig bag reklame­bureauet Wibroe, Duckert & Partners, som lægger navn til Fadølspartiet, men finansieringen kommer fra Carlsberg og ikke fra Venstre, blot til orientering, hvis nogen skulle tro, at partiet havde patent på navnet Fadølspartiet.

Problemet for Carlsberg er, at den bedste form for humor bør tages alvorligt, og hvis vi skærer os vej gennem latteren, må det blot konstateres, at det er ufin form for markedsføring.

Som professor Jan Trzaskowski fra CBS siger til Berlingske Business: Hvis Carlsberg har betalt for filmene og ejer hjemmesiden, er det skjult reklame og strider imod markedsføringslovens §6.

Længere er den ikke.

Carlsberg har hidtil holdt sig anonymt i baggrunden, men indrømmer over for Berlingske Business at stå bag.

Carlsberg mener dog ikke, at der er tale om markedsføring, men om indspark i samfundsdebatten. Argumentet må være fundet på bunden af en velskænket fadøl.

Argumentationen i Fadølspartiet, der vil redde fadøllen nu, sender mindelser til tobaksgiganten Philip Morris, der har udarbejdet et manifest om en fremtid uden cigaretter i håb om, at rygerne ifølge Philip Morris skifter til »potentielt mindre skadelige røgfrie produkter«, som kommunikationschefen siger til Politiken.

Det nye produkt er naturligvis fra Philip Morris og bygger på keramiske varmelegemer, der opvarmer tobaksstænger. Det vil frigive smag og nikotin, uden at der udvikles røg.

Det interessante i Philip Morris’ argument er, at de nye produkter er »potentielt« mindre skadelige.

Er de, eller er de ikke?

Kræftens Bekæmpelse giver i hvert fald ikke meget for tobaksgigantens manifest. Projektchef Niels Them Kjær siger til Politiken: »De stjæler vores ord«.

Kræftens Bekæmpelse arbejder selv for en fremtid uden røg, og projektchefen tror simpelthen ikke på tobaks­giganternes motiver.

Da det kom frem, at tobak var kræftfremkaldende, satte de filter på smøgerne. Da det ikke rigtigt hjalp, udviklede de light-cigaretter. Lytter vi til Kræftens Bekæmpelse, tager tobaksgiganterne ikke hensyn til rygerne, men leder alene efter alternativer for at fastholde profitten.

Det er fair nok, at bryggeriet vil sælge flere fadøl, men gør det åbent, gerne humoristisk, men vær dog ærlige

Det er ud fra et kommercielt synspunkt fornuftigt nok, men ton dog rent flag i stedet for at smykke jer med lånte fjer.

Tilsvarende gælder Carlsberg. Det er fair nok, at bryggeriet vil sælge flere fadøl, men gør det åbent, gerne humoristisk, men vær dog ærlige, alt andet er uklædeligt.

5 responses to “Fadølspartiet er sjovt, men den går ikke, Carlsberg

  1. Hej Claus

    Jeg forstår din pointe. Alkohol og politik er en livsfarlig blanding.
    Jeg kunne godt lide at høre din kommentar til Saxobank/Liberal Alliance -alliancen og andre politiske sponsorer. Synes du også det ville være mere klædeligt med mere åbenhed og ærlighed her?

    Mvh
    Peter

  2. At åbenhed og ærlighed er både klædelig og ønskværdig, er jeg da enig i, men nu skal vi også passe på. Dydens sti kan også blive så smal, at vi alle dør at kedsomhed.
    På forsiden af fadølspartiets hjemmeside står i øvrigt (indrømmet ikke voldsomt fremherskende): “Støttes af Carlsberg og Tuborg”.
    Mig bekendt har Lars Seier aldrig lagt skjul på, at han sympatiserer med LA, og at han også har støttet partiet økonomisk.

  3. Ideen er jo gammel – Mandag Morgen solgte abonnementer gennem parti’et Fremtidens Danmark tilbage i 2011.

    Og ærligt talt: det er smart nok for politisk reklame er jo undtaget fra markedsføringsloven (det var vistnok socialdemokraterne, der i 1977 fik rettens ord for at man som politiker gerne må lyve så meget man vil), dørssalgsloven etc. Højesteret har så sent som 2013 bekræftet at markedsføringsloven kun gælder for erhvervsdrivende organisationer – og dermed ikke f.eks. for fagforeninger, idet retten – ud for en logik, der bedst kan forklares med at man prøver at følge loven – ikke ser et medlemsskab af en fagforening som et produkt.

    Det er derfor min erklærende vurdering, at Fadølspartiet ikke er omfattet af markedsføringsloven.

  4. Kære Dan,

    “Støttes af Carlsberg og Tuborg” er først kommet på nu, altså efter at vi på Berlingske Business begyndte at skrive om sammenhængen.
    alt godt
    Claus

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *