Magter Nationalbanken magten?

Nationalbanken får den afgørende stemme i det nye superfinanstilsyn “Det systemiske råd”. Men den spegede sag om CIBOR-renten sår tvivl om bankens evner til at bruge den magt, den får tildelt. Ny direktør går ind for gennemsigtighed. Svaret er rigtigt og eneste farbare vej.

Siden finanskrisen væltede ind over landet, og bankerne begyndte at vakle, har offentligheden sået tvivl om, hvorvidt kontrollen med bankerne var stærk nok.

Finanstilsynet, som er offentlighedens vagthund, har stået for skud, og der har været kræfter, som ønskede at flytte tilsynet ind under Nationalbanken.

Det er ikke sket i fuldt omfang. Men i juni blev der oprettet et nyt super­finans­tilsyn, “Det systemiske råd”, som i særlig grad tildeler Nationalbanken mere magt.

Rådet får to repræsentanter fra Natio­nalbanken, og direktør Nils Bernstein sætter sig på formandsposten. Yderligere indsættes to uvildige eksperter og ellers repræsentanter fra Finanstilsynet, Erhvervs- og Vækstministeriet, Finansministeriet og Økonomi- og Indenrigsministeriet. Kun Nationalbanken og de to eksperter har stemmeret. Resten får taleret, når det gælder initiativer, som har med regeringen at gøre. Ved stemmelighed har nationalbankdirektøren dobbeltstemme.

Med andre ord den ultimative magt ligger hos Nationalbanken.

Umiddelbart lyder det rigtigt at tildele Nationalbanken mere magt. Men med mere magt til en enkelt institution er der også behov for at se, om institutionen magter at forvalte magten.

Det systemiske råd får til opgave at advare mod bobler i økonomien, f.eks. boligboblen og væksten i bankernes udlån. Det er velkendt, at Nationalbanken ikke så boligboblen og var nærmest passiv tilskuer til overophedningen i bankerne, men alle kan blive klogere, også nationalbankdirektører.

Bekymringen for Nationalbankens evne til at værne om sine beføjelser fik imidlertid ny næring i sidste uge.

En række aviser har uden held søgt om aktindsigt i sagen om CIBOR-renten, bankernes fællesrente, der er udgangspunktet for renter på lån for ca. 600 mia. kr. til private og virksomheder. Hen over sommereren er der sået tvivl om, hvorvidt bankerne har sat CIBOR-renten kunstigt højt for at øge priserne over for kunderne. Det er en alvorlig mistanke, som alle må være interesseret i, bliver belyst.

Mistanken er uholdbar
Alene mistanken om urent trav er uholdbar. Tilliden til priserne i bankerne er altafgørende, især i en tid, hvor offentligheden har stillet enorme ressourcer til rådighed for at redde dem gennem en krise, de dybest set selv har skabt gennem alt for lempelig kreditpolitik.

Den første til at miste tilliden til bankernes fællesrente var Nationalbanken. Hidtil har vi vidst, at Nationalbanken undrede sig over CIBOR-satserne, men i sidste uge kom det frem, at Nationalbanken trak sig fra kontrollen med CIBOR-renten i begyndelsen af 2011.

Ifølge en rammeaftale mellem Nationalbanken og bankerne kunne Nationalbanken lægge pres på en bank, som ikke opgav renten tilfredsstillende. Men rammeaftalen gav også Nationalbanken mulighed for at trække sig ud af ordningen, hvis bankerne ikke rettede sig efter Nationalbankens henstillinger. Og netop det har Nationalbanken gjort:
Trukket sig.

På den ene side skulle Nationalbanken optræde som “politimand” over for bankerne. På den anden side kunne “politimanden” vælge at at lade stå til, hvis forbrydelsen gentog sig.
Det er muligt, at argumentationsrækken er forsimplet, men Nationalbanken ønsker ikke at bidrage til en opklaring af forløbet. Al korrespondence mellem Nationalbanken, Finansrådet og øvrige myndigheder har Nationalbanken mørklagt uden reel begrundelse.

Det rejser det uundgåelige spørgsmål: Magter Nationalbanken magten?

Magtens legitimitet kræver, at man kan forklare sine handlinger over for den offentlighed, man repræsenterer.

Tirsdag kom det så frem, at ATP-direktør Lars Rohde er udnævnt til ny Nationalbankdirektør pr. 1. februar 2013. Hans afløser Nils Bernstein, der går på pension. Blandt Rohdes første kommentarer er, at han går ind for transparens. Behovet er til stede. Spørgsmålet er, om Rohde magter at løfte niveauet for åbenhed i Nationalbanken.

8 responses to “Magter Nationalbanken magten?

  1. Tak for denne blog. Aner vi en forbindelse mellem CIBOR-gate og den omstændighed at regeringen helt usædvanligt allerede nu har meldt ud, hvem som skal være ny Nationalbankdirektør – her 5 måneder og 10 dage før den ny tiltræder ?

    Det er et vink med en vognstang til Bernstein om at han skal ikke komme for godt i gang, og at man i og for sig gerne ville have væltet ham af pinden nu, sådan at der kan blive ryddet op, og at man har luppen på hvad han har gået og foretaget sig (eller rettere ikke foretaget sig) men at man desværre er nødt til at vente disse 5 måneder og ti dage for at formalia kan overholdes, og han kan trække sig med æren i behold. Til gengæld for at vente, skal han forholde sig i ro – og holde kaje med al utidig snak om at vi skal i euro og al det andet bras af samme skuffe, som han har lukket ud i tidens løb.

    Se min webside om ham her:

    sites.google.c*o*m/site/derernogetrivravruskendegalt/home

    Eller som de siger i staterne (Prøv selv at lade google oversætte den):

    there-is-something-riv-amber-rusk-end-wrong

  2. Jeg hæfter mig ved, at Danske Bank er yderst tilfreds med udnævnelsen af den nye Nationalbankdirektør.

    Det skal blive spændende at se hvorfor.

  3. Jeg deler nok ikke helt den udlægning.
    Altså CIBOR, jeg tror rent faktisk Nils Bernstein, der siger at det ikke var muligt at få bankerne til at medvirke til sagens opklaring.
    I LIBOR var der tale om 23 mio. emails (på fransk – det var netop pointen). 1 mio sider er mere end du får læst i hele din levetid – selv når vi tager bankregnskaber og andre malebøger med.

    En yderligere offentliggørelse havde udelukkende dokumenteret at bankerne ikke alene er utroværdige; men de må handle i ond tro. Sagen er nu overladt til Forbrugerstyrelsen, der må forholde sig til hvem og i hvilket omfang nogen har lidt skade af bankernes uredelighed.

    Lad os sige det karskt og klart: Der er ikke tale om mistanke til banker; men velbegrundet mistro.

    Som jeg ser det er der ikke noget alternativ til at Nationalbanken fastsætter en rentestruktur ganske som de fastsætter diskontoen i dag – uden at andre skal blande sig. “Markedet” har vist sig ikke at kunne overleve deres egne (evt.) manipulationer.
    Der ER ikke noget interbank marked.

    Mht. “Det Systemiske Råd” så er tilsynsopgaven i dag tofold: Der er de små banker og de store.
    De små banker er Finanstilsynets område (at det så kun har klaret opgaven dårligt er en anden sag).
    De store banker har reelt været uden tilsyn og kontrol.

    Ser vi på de reformer, der kommer i Spanien (teksterne er formentlig ved at blive oversat fra tysk) så vil det systemiske råds opgave være at rekapitalisere, afvikle og opløse de “systemiske” pengeinstitutter. Det bliver en opgave, da Spanien har nok Europas største banker.
    Sagen er, at “systemiske” banker vil ikke blive tilladt igen. De er ganske enkelt for farlige at have gående løse.

    Der er ikke nogen tvivl om, at Rohde er udpeget til at implementere den lovgivning, der formentlig er under opsejling. Det er så ikke en reflektion på Bernstein som sådan; men han har ganske enkelt ikke tid tilbage inden han iflg. loven SKAL gå. Og tid, det kommer det til at tage.

    De spanske initiativer, der indtil videre kun foreligger i omhyggeligt lækket form, peger på at Finanstilsynene som sådan kommer under centralbankerne i de respektive lande (Euro eller ej – vi taler den Europæiske finansielle stabilitet).
    Det har vist mildest talt uhensigtsmæssigt at pengemængden er fuldstændig ude af kontrol, hvilket den er med den meget lave rente.
    Den lave rente gør nemlig at bankerne bestemmer suverent hvad pengemænden skal være: De låner bare penge ud – uden nogen tanke for om de eventuelt har en chance for at blive betalt tilbage.

    Bankernes udlånsportefølje er jo ren fiktion og reelt tab, der ikke er taget. Samtidig udsteder de obligationer (specielt i Danmark) som de selv køber.
    Det hold på pengemængden, som bankerne soliditet skulle give eksisterer jo ikke: De steder man har set efter, så har egenkapitalen været tabt både to og tre gange. Når bankudlånet har en “officiel” løbetid på 20-30 år varer det 10-20 år inden man finder ud af om banken i det hele taget eksisterer.

    Soliditeten har man jo så også opgivet som en regulerende faktor på bankernes uansvarlighed og inkompetente forretningsførelse. I stedet har man gået på likviditeten: En ting er at bankerne hæmningsløst smider penge væk; men det griseri skal finansieres – og her flygter indskyderne på et tidspunkt. Et “bankrun” er i dag ikke ældre damer med rollator, der skriger – det er overførsler af enorme beløb over i fremmede statsobligationer.

    Man har talt om de 100 mia. Euro, der er flygtet ud af Spanien; men noget tilsvarende er sket i Danmark; men her er de indskud i Nationalbanken. Disse indskud ligger og svinger p.t. mellem 220 og 250 mia. Et beløb korrigeret for landenes størrelse er fuldt ud lige så stort som den likiditet, der er forsvundet i Spanien.

    Fremover vil Nationalbanken kunne kræve rekapitalisering, afvikling og opløsning af hvilken som helst bank, hvis man mener at de udgør en MULIG systemisk risiko.
    Dvs. hvis Nationalbanken ikke bifalder direktionens valg af slips.

    Heldigvis forlyder det, at Lars Rohde (eller rettere hans frue) er overordentlig kritisk, når det kommer til så essentielle livsytringer som valg af slips!

    Den regulerende faktor på Nationalbanken bliver Finansiel Stabilitet (i Spanien FROB), der skal sikre sig værdiernes faktiske tilstedeværelse i banker under afvikling.

    Jeg kan tage fejl – læseren må vurdere sandsynligheden herfor selv.

  4. B P: Der er noget, du har misforstået – det eneste jeg kunne finde af officiøse udtalelser fra Danske Bank er en af deres hob af evnesvage “analytikere”, der hældte et mindre ocean ud af ørerne.

    Næ, der er ikke nogen tvivl om, at Lars Rohde er den person man nødigst så i den stol – jeg ville ikke udelukke rent fysiske forsøg på drab fra deres side. De holder sig jo ikke tilbage i anvendelsen af misliebige metoder, som vi ser i CIBOR.
    Muligheden ville indgå i mine overvejelser, hvis jeg var Lars Rohde.

    Det sjove ved det er, at CIBOR er et rent dansk fænomen: I LIBOR er renten sat for LAVT!

  5. Sten Bocian har udtalt, at man er godt tilfreds med Lars Rohde. Men hvad man skal lægge i det, må vi vente at se.

  6. B P: Bocian er konferencier i Pladderballe forsamlingshus.
    Så jo, det var netop det jeg mente.

    Ikke en ledende figur.

    Det er jo ikke ukendt at Danske Bank og Horrorvits har opført sig ualmindelig svinsk overfor ATP – og Rohde.

    Rohde lader sig ikke mærke med noget; men han husker. Det ved Danske Bank også udmærket – han kylede Danske Bank aktierne for ca. 1 år siden: Der er mere og sikrere afkast i Lotto-kuponer.

    Et godt gæt er at den højest prioriterede opgave fra regeringen er obduktionen af Danske Bank og realkreditten. En opgave han vil kaste sig over med storgnækken.

    Hvorfor pokker tror du “Det Systematiske Råd” er oprettet?

  7. Sten Bocian’s habitus er vi helt enige om.

    Problemet er, at han på daglig basis, helt ukritisk, refereres af medierne, som var han et økonomisk orakel.

  8. B P: Det er så et andet problem. Den manglende kvalitet i erhvervsjournalistikken.

    Skulle man – Gud forbyde sligt – høre hvad Bocian siger, så er det en gang overfladisk nonsens, løse påstande, uvedkommende betragtninger og selvopfundne kriterier.
    Der er reelt intet at bebrejde ham, han siger nemlig ikke noget. Når en “bankøkonom” med kandidatgrad fra institut for bumseudklemning og neglelakering pontificerer, så er det med udtalelser, der – heller ikke i historiens lys kan af- eller bekræftes – som følge deraf blot ordgejl.

    Men til artiklens spørgsmål:

    Det egentlige problem er ikke om Nationalbanken kan “magte magten”. Det er lige netop at stille sagen på hovedet.

    Bankerne – frem for alle – Danske Bank har tilrevet sig magt, og blev ikke bremset. Det er også tilfældet i andre lande; men Danmark er specielt grel.

    Denne magt har bankerne IKKE “magtet”. Derfor må man nu – af den bitreste nød – sørge for at destruere – frem for alle: Danske Bank – en ting er at man har smidt aktionærernes penge væk, det er deres sag; men de er fast besluttet på at rive landet med sig i det tilfrosne lokum.

    Danske Bank har ikke med vilje ruineret sig selv; men deres uduelighed er langt farligere end deres indædte ondskab.
    Man KAN ganske enkelt IKKE tillade Danske Bank.
    Den løsning HAR sandt for dyden været prøvet – og er gået så forudsigeligt, forudset forfærdeligt galt.

    Vi er blevet bragt i den situation, at vi IKKE har noget valg – og Skovhus godtkøbsfilosofiske tanker er irrelevante.

    Nationalbanken er trods alt under en vis form for kontrol idet mandatet dels er rimelig tæt defineret, af bestyrelsen, hvor valgte politikere sidder. Dernæst i udnævnelsen af direktøren (der godt nok er svær at afsætte) – i øvrigt med et pænt politisk flertal.

    Fastkurspolitikken er en politisk beslutning, som Nationalbanken bare har at rette sig efter – efter bedste evne.

    Men igen er hovedproblemet, at Danske Bank demonstrativt IKKE er i stand til at drive bank. Om Regering og Folketing er – som de bliver nød til – det er et andet spørgsmål; men selv det mest åndeligt udfordrede medlem af Dansk Folkeparti kan IKKE gøre det ringere end Danske Bank har gjort (her er så i øvrigt IGEN bedring at spore).
    Siden 2008 er Danske Bank blot kørt dybere ud i kviksandet.

    Det kan godt være, at en gammeldags Folkevogns “boble” ikke længere er den bedste bil; men den kan noget som Bank boblen IKKE kan: Den kan flyde!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *