DR hænger rige familier ud som skattefuskere

»De mest velhavende familier i Danmark har i stort omfang gemt pengeformuer i skattely. Samlet set har de 320 rigeste danske familier skjult 60 milliarder kr. for Skat på konti i lande i skattely«.

Bom, så er vi i gang.

Danmarks Radio har med en håndfast konklusion på en forskningsrapport fra Københavns Universitet slået fast, at Danmarks rigeste familier fusker med skatten.

For at understrege pointen, skriver DR, at »forskerne har kortlagt, hvem der har konti i skattely«. Det har de gjort på basis af lækkede bankoplysninger fra den schweiziske bank HSBC og nordiske skatteoplysninger.

På Berlingske udgiver vi hvert år listen over Danmarks 100 rigeste, og tanken om straks at gennemføre en rundrigning var nærliggende.

Er det dig, Kjeld Kirk Kristiansen, der har gemt formuen fra Lego væk i et skattely? Hvad med dig, Lars Larsen, eller Jørgen Mads Clausen for ikke at tale om Anders Holch Povlsen?

De 100 rigeste, vi har identificeret på vores årlige rigeliste, er alle kommet under anklage. Problemet er, at DR ikke har hold i konklusionen. Forskningsprojektet bygger ikke på håndgribelige beviser, men på statistiske øvelser, der opstiller en teoretisk sandsynlighed.

Desværre bliver skattedebatten forplumret af løsagtige konklusioner, der alene giver madding til et velkendt kor i forarger-segmentet.

Debatten om skattely er overordentlig vigtig, og der er al mulig grund til at efterforske og undersøge, om der er danskere, der bevidst bryder loven for at skjule formuer i lande langt fra samfundets fælles husholdningskasse.

Desværre bliver skattedebatten forplumret af løsagtige konklusioner, der alene giver madding til et velkendt kor i forarger-segmentet.

Pernille Skipper fra Enhedslisten var hurtig på tangenter og skrev på Twitter med henvisning til DRs historie: »Dem der har mest, snyder mest. Nå, men det var da noget forbandet asocialt svineri. Ærligt talt«.

Direktør Kristian Weise fra tænketanken Cevea skrev i samme tråd: »De velhaver­familier, der angiveligt har 60 mia. kr. gemt i skattely, er i øvrigt de samme, som regeringen vil sænke arveafgiften for.«

Jesper Petersen, social­demokratisk skatteordfører, skrev: »Wow. Er det i øvrigt ikke nogle af de samme familier, VKLA og DF vil give massive lettelser i arveafgiften?«

DR satte ild til det bål, som nyhedsstationen har lagt brænde til gennem flere år, og når ilden først er løs, kommer vi hurtigt til at brænde fingrene, hvis vi vil rode rundt i asken efter nuancer.

Men redaktionschef John Hansen fra Politiken, der har haft en særlig adgang til de lækkende bankoplysninger fra den schweiziske bank, HSBC, har gjort det, og det gør stort indtryk, når han i en reaktion på DRs historie skriver: »Vi ledte, men de var der ikke.«

De få navne, som Politiken fandt blandt top 50 over de rigeste i Danmark, blev opsøgt, og det viste sig, at de alle havde en fornuftig forklaring på pengene i Schweiz, som i øvrigt slet ikke var skjult, men opført i regnskaberne.

Politiken fandt 329 danskere i de lækkede papirer fra HSBC. De havde en formue på i alt 4,8 milliarder kr. i banken.

Udhængning af 320 familier bygger på en teorisk sand­synlighed udtænkt i et laboratorium

Det betyder naturligvis ikke, at velhavende danskere ikke kan have gemt penge væk ad andre kanaler, men DRs kontante konklusion og brutale udhængning af 320 familier bygger på en teorisk sand­synlighed udtænkt i et laboratorium.

Faktum er, at ingen ved, om det er rigtigt.

17 responses to “DR hænger rige familier ud som skattefuskere

  1. Bom. De rige er i lommerne på Berlingske der nu spyr modpropoganda mod lobbyisternes DR. Os på gulvet er da ligeglade med alt det ævl. Toget er kørt og der er ikke mere at gøre. SKATs Efi var også noget der var planlagt at køre dårligt i mere end 5 år så de rige kunne få forældet deres gæld… ja ja konspiration konspiration… eller?

  2. Det er blot endnu en af de groteske historier – der var Panama, hvor det viste sig at der var et par fodboldspillere men ikke de store der havde penge, Maersk der har legitime forretninger. Der var historien for år tilbage om de mange penge i skattelylande, som viste sig at journalisterne talte det som svindel hvis Novo solgte medicin til Schweiz og overholdt alle skattelove.

    Hvor ville det være rart his der var seriøs journalistik!

  3. Jens – højesteret i Spanien har for nyligt stadfæstet dommen over Messi. Unddraget for 30 millioner. Ronaldo er også ved at blive undersøgt og så sent som i tirsdags fik to spillere fra PSG ransaget deres hjem. Alt sammen på grund af Panama sagen.
    Du vil ikke betegne ovenstående som værende eksempler på store spillere?

  4. Det er desværre ingen nyhed, at DR har store problemer med objektivitet og balance, jo længere væk fra DR-medarbejdernes egen “krea-klasse”, emneområdet befinder sig. Arbejderklassen, den lavere del af middelklassen og det såkaldte “Underdamnark” bliver der bestemt ikke taget på med fløjlshandsker. De bliver rutinemæssigt udstillet som dovne, småracistiske og på anden måde, moralsk anløbne, i programmer som “Da krigen kom til Toftlund”, “Blok på bistand” og “Den dag de fremmede forsvandt”. Man holder sig heller ikke tilbage ift. små og mellemstore erhvervsdrivende, der ikke altid bliver behandlet lige retfærdigt i forbrugerprogrammer som f.eks. “Kontant”. Og nu får “the one percent” tilsyneladende samme omgang.
    Hvilket selvfølgelig er et alvorligt troværdighedsproblem for DR, ikke mindst fordi programudviklere og journalister pakker deres egen sociale klasse ind i vat og ukritisk stiller dem op på en piedestal. Sideløbende med den overordentligt store velvilje til kritik af dem, der befinder sig over og under DR-medarbejdernes eget sociale mikrokosmos, bliver “krea-klassen” jo båret frem på hænder og fødder i en lang række programmer. Det kan f.eks. være den endeløse strøm af kælne programmer om “antikkrejlere” og typerne fra “Kender du typen”. Men det sker jo også i de mere seriøse aktualitetsprogrammer, hvor kunstnere og andre kreative typer, praktisk talt uimodsagt, får uforholdsmæssigt meget plads til at udtale sig om dette og hint.

    Det må stå hen i det uvisse, hvorfor politikerne har ladet sig snøre på den måde og tilladt DR at udvikle sig til et ekkokammer, hvor “krea-klassen” frit kan mele sin egen kage og pisse på alle dem, der tilfældigvis ikke hører til samme klasse. Men man må da håbe de tidsnok vågner op, så den åbenlyse tendentiøsitet og manglende balance kan tages med til de kommende forhandlinger om Medieforliget.

  5. Vrøvl – SINDBÆK- SØRENSEN.
    Politisk tågesnak af værste skuffe – uha da da.

  6. Min første reaktion var, at fordi nogen er rige, betyder det ikke, at de er svindler.
    ligeledes vil jeg da mene, at de rigeste 100 personer, som kommer fra ca 9 famlier er mere velhavende end som så. lego børnene har fået mindst nogle milliarder. mærsk familien som er mange har gennem flere år modtaget et anseligt milliard beløb-hvorfor skulle de undrage et “mindre” beløb.’Dermed ikke sagt at rige folk er lovlige. det er oftes folk i 3 række der er dristige i deres skatte beregninger og oftes er de samtidigt neo-liberale og derfor griske

  7. @Dan: Messi og CR7 er da prominente aktører, men hvad har de med DRs historie at gøre?!

    At DR bruger vore licensmidler til at bedrive en ‘heksejagt’ på danske velhavere – på et mildest talt gyngende faktuelt grundlag – skriger jo nærmest til himlen i sammenligning med EBs praktikant-journalistik, og henleder opmærksomheden mod det tynde ‘øl’, der efterhånden løber ud af Den Danske Journalisthøjskole…*sigh*

  8. DR skal jo fedte for den del af Folketinget der holder dem i live med DR-skatten, den gode gamle socialistklasse, som stadig elsker forrige århundredes dogmer om proletariatets diktatur, med solidt eftertryk på diktatur!!!

  9. Da jeg læste “nyheden”, kunne jeg straks se at omfanget af danske rige familiers skattefusk var statistisk gætværk, og ikke bygget på konkrete beviser.

    I Danmark, verdens mindst korrupte land, med mange familiefonde der uddeler store beløb til kunst, kultur mv, virker det underligt/usandsynligt, at de samme skulle snyde i skat.

    Fordi italienere, franskmænd osv. snyder så vandet driver, betyder det ikke at danske firmaer/personer snyder i samme omfang, bortset fra deciderede kriminelle typer.

    Det var rart at få bekræftet den fornemmelse med Claus Skovhus artikel

  10. DR er en flok sladderkællinger i forklædning som den 4. statsmagt. Det er ikke uden grund at journalistfaget rangerer i bunden af ranglisten over troværdige fag, på linje med brugtvognforhandlere og forsikringsselskaber. Og DR har ikke tænkt sig at gøre deres del for at løfte faget, hvilket er sørgeligt men også meget forventeligt.

  11. DR gik i luften i går med en historie om at 320 af de rigeste familier i Danmark havde søgt tilflugt i skattelylande,
    men når nærlæser artiklerne og ser hvad forskerne siger,
    viser det sig at det er mest statistik og teori og man hænger en gruppe af danskere ud for en af de groveste forbrydelser uden skygge af bevis,
    Det vil gøre det mere vanskeligt at komme videre med en positiv afdækningen af skattesvindel,
    Når man starter det hele på grundlag af falske nyheder.
    jeg skrev i går at de rige skulle betale den lovpligtige skat, det skal alle”
    det mener jeg stadig,
    men det skal være på rets sikkert grundlag og ikke på basis af teorier og statistik,
    der er ødelæggende for retssikkerheden,
    men også ødelæggende for folk skattemoral,
    hvis man forgiver at der findes ulovlige milliarder og atter milliarder,
    der ikke bliver beskattet.
    Straks udtaler Jesper Petersen, skatteordfører (S)
    Wow. Er det i øvrigt ikke nogle af de samme familier, VKLA og DF vil give massive lettelser i arveafgiften?
    En grov påstand uden nogen former for viden eller fakta.
    Niels Johannesen, lektor ved Københavns Universitet,
    har sammen med Gabriel Zucman,
    Et universitetet i USA, og Annette Alstadsæter fra Oslo Universitet,
    sandsynliggjort,
    at de rigeste mennesker i Danmark, Norge og Sverige,
    forstået som de 0,01 procent af befolkningen,
    som har de største formuer.
    (ja hvis de er de rigeste, så har de naturligt også de største formuer)
    er mest tilbøjelige til at gemme penge for skattevæsenet ved at anbringe dem på bankkonti i for eksempel Schweiz.
    (bemærk de skriver sandsynligt og kommer ikke med skyggen af bevis)
    Rige i skattely”
    Skandinaver gemmer i gennemsnit tre procent af deres penge for skattevæsenet.
    Men de rigeste 0,01 procent unddrager sig skat af 30 procent af deres penge, viser deres ny forskning.
    Resultatet stammer fra en lækage med oplysninger om flere end 100.000 konti fra HSBC-banken i Geneve, Schweiz.
    Dem fik Skat i Danmark adgang til,
    efter at Politiken sammen med 56 medier verden over i organisationen ICIJ havde undersøgt materialet,
    og fra februar 2015 publicerede en række afslørende artikler under fællestitlen ’SwissLeaks’.
    Hver eneste der står på de lækkede lister skal naturligvis undersøges,
    og hvis der er penge der er holdt uden for beskatning skal de beskattes,
    og hvis det er skatteunddragelse, er der en bøde på 100 % og hvis det er beløb over 600.000 slipper de ikke for fængselsstraf.
    De tre forskere har ikke selv haft fingre i materialet,
    men har fået skattemyndighederne i Norge og Sverige til at lave søgninger i materialet,
    som kunne besvare forskernes spørgsmål om de skandinaver, som i 2006 havde konto i HSBC.
    Forskerne har antaget, at HSBC på det tidspunkt havde to procent af markedet for velhaveres diskrete pengeanbringelse.
    I et forsøg på at få et samlet billede af, hvordan det ville se ud,
    hvis forskerne havde haft adgang til alle skattelybanker,
    gangede de tallene fra HSBC-lækket med 50.
    På den måde nåede de frem til,
    at i alt 320 danskere kan have gemt 60 milliarder kroner for skattevæsenet i 2006.
    Men det er ikke noget forskerne ved,
    det er noget forskerne tror,
    og det er en tynd kop the og det er statistik og teori,
    ganget op fra et ganske lille talmateriale,
    ikke levende danskere som er taget med fingrene i kagedåsen i Geneve.
    Bemærk at rå tallene til forskningen er hentet ved de nordiske landes skattevæsner,
    som jo naturligt arbejder på at afsløre skattesvindlerne,
    men mon ikke tiden vil vise at de vilde milliarder bliver til færre millioner,
    samt at interessen fra pressens side nok vil dale noget.

  12. Uha da der er nok en der ikke kan lide at der tages fat på dem som snyder samfundet, også selvom det muligvis med hjælp fra dygtige rådgivere at finde smuthuller i en gennemhullet lov og vore ministre ikke har evner sammen med skat’s medarbejdere at finde en simpel og holdbar løsning på at få alle til at betale til VORES samfund, men hellere vil have penge i udlandet hvor de kan skabe sig som konger og grever. Nu er mit spørgsmål til redaktøren: Er det dovne Robert eller sløve Børge muligvis en anden på kontanthjælp som har sendt deres bistand til udlandet for at kunne leve hyggeligt på gaden i al slags vejr med hånden fremme for at kunne overleve dagen og vejen, mit svar er nej klart vi hårdtarbejdende og gennemkontrolerede borgere kan ikke slå en prut uden det giver genlyd på Borgen og straks bliver der atter lavet nye stramme regler for hvad vi har at teet ind efter, men sådanne regler er selvfølgelig unødvendige for de fine og rige borgere som opfører sig ordentlig men ups kom til at sende et mindre beløb ud af landet bare ved et uheld. Nej der mangler nogle ministre med nosser som ikke bliver skræmt af at sætte vore rige i gabestok og fortælle hvor skabet står og at de herefter har sig at rette, og så skal de få fingeren ud og bidrage til dette samfund uden at snyde på nogen måde, der bliver bedraget i et væk medens en medarbejder som skulle skrive 2 km for meget i fradrag straks bliver truet med bål og brand, men han har jo ikke rige venner som lige kommer og måler strækningen op og kan troppe op med detaljerede målinger der giver 4 kr mere i skattefradrag, men som der står skrevet: den som har meget skal mere gives og den som intet har skal alt fratages, ammen

  13. Jeg skal lige forstå det her rigtigt, – tilhører man en af Danmarks rigeste familier, så er man ikke beskyttet mod rygter baseret på formodninger omkring en mulig formue som man måske kunne have stående i Schweitz. Man er heller ikke beskyttet imod beskyldninger imod skattesnyd, hvad enten det er rigtigt eller ej, og hvad enten man har en formue i Schweitz eller ej? I bund og grund er man usympatisk fordi man har formue, fordi man tilhører en familie, hvis virksomhed skaber jobs, betaler skat, og bidrager en lille smule mere, til at forsørge de mennesker, som har brug for det, end de “retfærdige” som man hele tiden hører i den offentlige debat, bidrager. Er der andre end mig som har bemærket at det er den kreative klasse og alle de andre som skal “have” fra statskassen, som man hører mest til? De som betaler gildet (her mener jeg også den almindelige dansker, som bare arbejder, betaler skat, tops kat, ejendomsværdibeskatning, ejendomsskatter, skat på elektricitet, skat på… osv) regnes under normale omstændigheder ikke for værdig at lytte til. Vi nøjes med at betale for alle de retfærdige som skal have. Og de mennesker, som så har gjort det lidt bedre på arbejdsmarkedet eller med egen virksomhed, end de fleste har gjort, og som måske kan give anledning til lidt mindreværd, ja de må jo være svindlere, ingen tvivl om det! Forstod jeg det rigtigt?

  14. DR viser sig totalt useriøse i denne sag. En sag for presselogen?

    Jeg synes faktisk, at den internationalt anerkendte forsker fra Københavns Universitet, ph.d. Niels Johannesen har fat i den lange ende her. Niels Johannesen udtaler til BT, at han: “På trods af kritikken fra andre eksperter mener han fortsat godt, at man kan overføre studiets konklusion til Danmark, hvis man tilføjer, at dette involverer en større grad af usikkerhed om konklusionerne.” Han udtaler endvidere: “Jeg kan ikke bevise, at det er præcis på samme måde i Danmark, som det er i Norge og Sverige. Men der er ikke noget i de tilgængelige data, der siger mig, at det ikke er sådan.”

    Mon ikke det i fremtiden vil vise sig, at forskeren havde ret. Tænk, hvis lækket havde været fra en af de største schweiziske banker UBS eller CS, og ikke fra HSBC’s filial i Schweitz. Så havde det anslåede beløb, som danskere har placeret i skattely, formentlig kunne opgøres til et væsentligt højere beløb.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *