Nordeas brutale flyttetrusler savner ydmyghed

Uden de nordiske skatteborgeres velvillighed i 1990erne, ville Nordea ikke have eksisteret i dag. Punktum.

Og takken for de nordiske staters hjælp er, at Nordea nu truer med udflytning, hvis ikke de svenske politikere tilpasser lovgivningen efter Nordeas ønsker.

Den danske erhvervsminister Brian Mikkelsen, K, stiller sig nyttigt til rådighed for Nordeas brutale trusler mod den svenske stat. Han skyndte sig at byde Nordea velkommen, hvis banken vil flytte hovedsædet til København. Han kunne straks se en økonomisk gevinst med skatteindtægter lige ned i en slukne statskasse.

Det er ikke klædeligt.

Historiens kerne, er at Nordea er modstander af nye afgifter, som staten vil pålægge bankerne i landet, for at polstre statskassen til fremtidige bankkriser.

Det er legitimt og forståeligt, at Nordea kæmper mod øgede afgifter, men når banken benytter sin kapitalkraft og størrelse til at true med udflytning, glemmer banken, at den alene kan takke de nordiske stater, særligt den svenske stat, for, at banken overhovedet eksisterer.

Nordea er skabt gennem bankfusioner op gennem 1990erne. Tager vi bankerne i fusionen en for en, kan vi begynde med Privatbanken i Danmark, der via Unibank blev til en del af Nordea.

I 1992 var der ved at opstå et »run« på Unibank, fordi kunderne frygtede, at den ville kollapse. Over en weekend trådte staten til med en kreditfacilitet, mens Nationalbanken udsendte en offentlig støtte til banken. Dermed undgik banken et stormløb fra utrygge kunder.

Få år tidligere overtog den statslige PK-Banken den mindre Nordbanken. Efterfølgende løb Nordbanken ind i en dyb krise, og den svenske bankstøttefond måtte udbetale 63 mia. kr. til Nordbanken.

Ejerskabet af Nordbanken betød, at den svenske stat blev storaktionær i Nordea med en andel på 20 pct. Staten solgte først de sidste aktier i Nordea i 2013.

Vender vi blikket mod Norge, måtte den norske stat i 1991 overtage Christiania Bank og Kreditkasse som følge af giganttab.

Tager vi turen videre til Finland, fusionerede Yhdyrspankki og Kansallis-Osake-Pankki i 1995 til Merita Bank med statsstøtte i ryggen.

Med den historik, Nordea har, er det svært at fortænke, at den svenske stat vil sikre sig mod nye kriser

De omtalte banker er alle en del af Nordea i dag.

Med den historik, Nordea har, er det svært at fortænke, at den svenske stat vil sikre sig mod nye kriser, for alle frygter bankkrak, da de kan få ødelæggende konsekvenser for det omkringliggende samfund.

Uanset hvor velkørende et pengeinstitut synes at være i en given krise, kan selv de stærkeste blive rystet.

De fleste har sikkert glemt, at Danske Bank kom stensikkert gennem krisen i 1990erne.

I de år blev banken berømmet for dens konservative dyder og stærke lederskab.

Da den globale finanskrise ramte Danmark i 2008, var det netop Danske Bank, der måtte gå tiggergang hos staten.

Det er muligt, at bankdirektører er kælderkolde i forhold til historiens fadæser, men ansvarlige ministre skal tænke sig grundigt om, hvis de vælger at støtte en storbanks politiske kamp i et andet land.

Nordea må hjertens gerne flytte, hvis det er forretningsmæssigt begrundet, men som våben i en national magtkamp savner den en hver form for ydmyghed, særligt over for de medborgere, der hjalp, da det var påkrævet.

 

5 responses to “Nordeas brutale flyttetrusler savner ydmyghed

  1. Hej,

    Unibank blev stiftet i 1990, så run på Privatbanken i 1992, kan jo ikke lade sig gøre ……

  2. Hej Lone,
    Tak for hurtig reaktion. Det er helt korrekt, at det var Unibank, som blev dannet i 1990 ved en fusion med bl.a. Privatbanken.
    mvh Claus

  3. Den svenske stat kommer ikke til at polstre sig mod kriser efter det ny svenske forslag. Tværtimod vil pengene blive anvendt til at finansiere underskuddet på det svenske statsbudget. Og det er ikke rimeligt at Nordeas danske kunder reelt skal betale skat i Sverige.

  4. Tak for inspiration til dette indlæg Claus Skovhus:
    Nordeas pression mod nationalstaten truer demokratiet

    De store nordiske banker er vant til at pression virker, når deres interesser skal gennemtvinges over for en genstridig stat.

    Danske politikere måtte redde Danske Bank uden den store kompenstation, fordi Mærsk vred armene rundt på den daværende regering. Nu sker det samme i Sverige, hvor Nordea truer med at flytte banken til enten Danmark eller Finland.

    Men politikere er valgt til at varetage helhedens interesser. Politikere er ikke nødt til at ligge under for pression. Politikere har som statens legitime ledere store magtmidler, som kan sanktionere urimelig opførsel fra Nordea. Når den danske stat ønsker at nå demokratiske mål i den 3. verden gennem u-landshjælpen, så benytter man et “økonomisk kropssprog”, hvor god adfærd belønnes og dårlig adfærd straffes. Store banker bør også behandles med et tydeligt “økonomisk kropssprog” fra statens side.

    Men “Uden de nordiske skatteborgeres velvillighed i 1990erne, ville Nordea ikke have eksisteret i dag. Punktum”, skriver Berlingske opinionsredaktør, Claus Skovhus, i dag i Business.
    Skovhus fortætter:
    “Historiens kerne, er at Nordea er modstander af nye afgifter, som staten vil pålægge bankerne i landet, for at polstre statskassen til fremtidige bankkriser”.

    Herefter gennemgår Claus Skovhus det moderne fænomen i bankdrift, at gevinsten er privat, men risikoen er kollektiv. Hvis det går godt, så beholder aktionærerne gevinsten. Når risikoen giver tab, så har aktionærerne den store trygge moder stat til at rage kastanjerne ud af ilden igen. Altså: GEVINSTEN ER PRIVAT, RISIKOEN ER KOLLEKTIV:

    Claus Skovhus skriver:
    1). “Nordea er skabt gennem bankfusioner op gennem 1990erne. Tager vi bankerne i fusionen en for en, kan vi begynde med Privatbanken i Danmark, der via Unibank blev til en del af Nordea.
    I 1992 var der ved at opstå et »run« på Unibank, fordi kunderne frygtede, at den ville kollapse. Over en weekend trådte staten til med en kreditfacilitet, mens Nationalbanken udsendte en offentlig støtte til banken. Dermed undgik banken et stormløb fra utrygge kunder”.
    2). “Få år tidligere overtog den statslige PK-Banken den mindre Nordbanken. Efterfølgende løb Nordbanken ind i en dyb krise, og den svenske bankstøttefond måtte udbetale 63 mia. kr. til Nordbanken.
    Ejerskabet af Nordbanken betød, at den svenske stat blev storaktionær i Nordea med en andel på 20 pct. Staten solgte først de sidste aktier i Nordea i 2013.
    Vender vi blikket mod Norge, måtte den norske stat i 1991 overtage Christiania Bank og Kreditkasse som følge af giganttab.”

    Herefter skriver Claus Skovhus om Finland:
    3). I Finland, “fusionerede Yhdyrspankki og Kansallis-Osake-Pankki i 1995 til Merita Bank med statsstøtte i ryggen”.
    Dermed er det ganske rimeligt, at den svenske stat ønsker at sikre sig økonomisk til at imødegå kommende bankkriser ved at hæve en række afgifter, der rammer banksektoren i Sverige. Det er Sveriges resolutionsreserve, der skal dække eventuelle tab i banksektoren, der skal hæves.
    Nordea vurderer, at det kan betyde en afgift på op mod 4,7 mia. kr. for banken i 2019 mod 400 mio. kr. i dag, skrev Berlingske Business 28/3-2017.
    I Danmark spiller Erhvervsminister Brian Mikkelsen med i Nordeas magtspil. Den 27. marts skrev Brian Mikkelsen i en e-mail til Bloomberg News, at han kunne garantere, at Danmark ikke har planer om at øge beskatningen af banker, som det er tilfældet i Sverige.

    Nordea har absolut noget at true med.
    Ifølge økonom i Nordnet, Per Hansen, er over 7 mia. kr. på spil om året.
    “I 2016 betaler Nordea 859 mio. euro i selskabsskat. Det svarer til 6,4 mia. kr. Derudover kan man i regnskabet fra storbanken se, at der er over 5600 ansat i det, der kaldes »group functions«.
    »En ikke ubetydelig del af disse må tilhøre hovedsædet. Jeg antager, at en fjerdedel af disse i givet fald flytter med til Danmark. Det er specialister og næppe urealistisk, og at indkomstskatten fra disse er anslået til 560 mio. kr.,« udtalte Per Hansen til Berlingske Business 28/3-2017.
    “Oveni kommer så også en lønsumsafgiften på rundt regnet 162 mio.kr. Og lægges alle tre tal sammen, vil det bidrage med over 7 mia. kr. til statskassen.

    Den danske erhvervsminister Brian Mikkelsen burde stå last og brast med sin svenske kollega og ændre den systemfejl, som præger Finansindustrien i dag: Gevinsten er privat, men risikoen er kollektiv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *