Familieejede selskaber er i lykkeland – lige nu

Vi elsker vores familieejede selskaber med de succesrige fortællinger fra Lego, Danfoss, Ecco, Grundfos, Bestseller, Velux og en lang række andre selskaber.

Finans har over påsken analyseret regnskaber fra nøje udvalgte selskaber med stærke familier i ryggen, og konklusionen er klar: De tjener penge som aldrig før, og de har folkelig og politisk medvind.

Nævn ordet familieeje, og en række partier vil straks melde sig i koret om lettelser af arveafgiften, i håb om at succes kan gives videre til næste generation, som om navnet i sig selv er garant for mere succes. Det er det ikke.

Øjebliksbilleder kan sjældent bruges til kontante konklusioner

Øjebliksbilleder kan sjældent bruges til kontante konklusioner, ej heller med støtte fra velmenende eksperter, der gerne vil ophøje familievirksomheder til unikke historier.

Det kan kun lade sig gøre, hvis vi skriver os ind i de historieløses rækker og glemmer alle de familieejede virksomheder, der er eroderet under intern splittelse og mangel på entydigt ejerskab.

Tænk blot på lampevirksomheden Louis Poulsen, der op gennem 1990erne blev slidt ned af retssager mellem arvingerne.

Eller på FLS-klanen, der i mange år blev beskrevet som industriens sæbeopera, fordi ejerfamilierne Arnstedt, Kjær og Münter/Nissen ikke kunne enes i det fælles ejerselskab Potagua, der stod bag klenodierne FLS og NKT. I dag er familierne ude, Potagua opløst, og konglometaret er splittet ad.

Rederiet J. Lauritzen er ligeledes blevet en saga om storhed og fald. J. Lauritzen var et betydningsfuldt konglomerat, der ejede rederier, værfter, borerigge og minedrift og kunne på de gode dage måle sig med A.P. Møller. I dag gisper det decimerede selskab konstant efter vejret.

Finans tager afsæt i et lykkeland for familievirksomheder, som vi kender her og nu. Isoleret set tegner de et skønt billede af mægtige virksomheder til gavn for Danmark, og vi vil alle hylde dem, fordi de gør det godt.

Det ændrer ikke ved, at familievirksomheder ikke i sig selv er garanti for succes, og selv blandt dem, der har succes i dag, har flere været i krise.

De største som Danfoss har været det, og særligt Lego har oven i købet været i en livstruende krise, hvor familien Kirk Kristiansen blev opfordret til at sælge, mens de stadig kunne få penge for selskabet.

Heldigvis holdt Kirk Kristiansen fast i familiens livsværk, og nu fremstår Lego som en af de stærkeste fortællinger om en genrejsning i dansk erhvervsliv.

Det er nemt at lade sig forblinde af succes, men vi bliver nødt til at fastholde et nuanceret blik.

Det er nemt at lade sig forblinde af succes, men vi bliver nødt til at fastholde et nuanceret blik.

Læren fra Danfoss og Lego er, at familierne ansatte stærke direktører uden for familiens egne rækker. Det var direktører, der havde evnerne til at udfordre familierne.

En anden lære er, at kontrollen over familieselskaber skal være klart formuleret, så arvingerne ikke ender i opslidende opgør om retten til at tegne fremtiden og fortolke stifterens ønsker. Jo flere arvinger med ejerandele, des større risiko er der for ødelæggende magtkampe.

Den tredje lære er, at det netop ikke er naturgivent, at familier skal holde fast i ejerskabet af en virksomhed.
På et tidspunkt bør en familie spørge sig selv, om de vil eje virksomheden for virksomhedens skyld, eller alene fordi de vil værne om en arv, de alligevel ikke magter at tage vare på.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *