Liberalt kaos: Lars Seier siger farvel og tak til Cepos

Af Claus Skovhus 22

Hvem skulle have troet, at valget af Donald Trump, som præsident for mægtige USA, ville skabe dyb splittelse mellem superliberale forkæmpere i lille Danmark.

En måned efter Trumps indsættelse er det imidlertid blevet en realitet.

Splittelsen kulminerede denne uge med en Facebook-kommentar fra Lars Seier Christensen til direktør Martin Ågerup fra tænketanken Cepos. Tonen levner ingen tvivl:

Stop dig selv. Du ødelægger Cepos’ analytiske troværdighed som kommentator, hvis du ikke besinder dig, skrev Lars Seier, og videre i samme opslag: Det er simpelthen bare ikke OK med din rolle i Cepos. Som borgerlig forventer jeg mig noget andet af Cepos, og gider ikke mere. Farvel og tak til Cepos fra mig.

16809165_10154988808210890_1412894789_n (1)

Meldingen er ekstrem voldsom, ikke mindst fordi Lars Seier og Saxo Bank har været med til at give Cepos tyngde, både med moralsk opbakning, og ikke mindst med opbygningen af Cepos Universitet, der i OO’erne modtog donationer på 6-700.000 kroner fra Saxo Bank.

Det vækker derfor opsigt, når Lars Seier kaster Martin Ågerup på de sociale mediers bål.

Forhistorien er, at Lars Seier og Asger Aamund har talt overordentlig positivt om Donald Trump, mens Martin Ågerup er stærkt kritisk.

Forskellen mellem de liberale standpunkter kan beskrives i overskrifter fra Berlingske:

Saxo Bank-milliardær roser Trump. Han er forfriskende og udviser stort lederskab, lød det den 4. februar i et interview med Lars Seier i Berlingske.

Den 10. februar skrev Asger Aamund en kommentar i Berlingske under overskriften Trump-modstanden er alle sammensværgelsers moder.

Og derefter eksploderede debatten, for direktør Martin Ågerup fra den liberale tænketank  Cepos valgte at skrive kronikken Donald Trump er en afstumpet, hadefuld lystløgner i Berlingske.

Ågerup skrev videre, at Lars Seier Christensen og Asger Aamund er blandt Trumps forsvarere. De liberale meningsdannere, og med deres misforståede opbakning til Trump er der en risiko for, at de bidrager til at slå det liberale kompas ud af kurs.

Debatten mellem de to fløje har ikke alene kørt i Berlingske, men også i Børsen og ikke mindst på de sociale medier, hvor duellerne endte med en slet skjult trussel fra Lars Seier mod Martin Ågerup.

Lad os foreløbigt regne med, at Seier ikke går efter Ågerups hoved på et fad, men blot er vred på far-måden

Tager vi Seiers udfald for pålydende, er Martin Ågerup ikke egnet som direktør for Cepos.

Men diskussioner på Facebook er også det moderne forsamlingshus, hvor følelserne hurtigt kan få frit løb, så lad os foreløbigt regne med, at Seier ikke går efter Ågerups hoved på et fad, men blot er vred på far-måden.

Det store spørgsmål er, hvordan Trump kan udløse større stammekrig i den borgerlige lejr end på venstrefløjen.Kernen er, at venstrefløjen hurtigt kan blive enige i modstanden mod Trump. Til gengæld udstiller Trump splittelsen i den borgerlige lejr mellem de intellektuelle ideologer og opportunisterne, som har det fint med kaos, så længe målet er det rigtige.

Martin Ågerup tilhører den intellektuelle elite med stærke idelogiske rødder. Han har sit afsæt i en liberal tænketank, og arbejder ud fra stringente analyser og solide liberale grundværdier

Lars Seier tilhører den forretningsmæssige elite, og han fokusere på målet. Hvis Trump gennem kaos, kan bringe hans borgerlige principper tættere på målet, så må vi leve med lidt kaos og utilregnelighed. For Seier handler det ikke så meget om ideologi, men mere om principper, og frem for alt gider han ikke belæres om, hvad der er rigtigt eller forkert, for det er han selv i stand til at vurdere. Selv dette forsøg på at skildre uoverensstemmelsen mellem Seier og Ågerup, vil Seier formentlig kyle direkte i kloakken.

På de sociale medier er alle i gang med at sende varme støtteerklæringer til henholdsvis Lars Seier og Martin Ågerup, men den liberale lejr kan lige så godt indse, at ingen af dem vil vinde, for de repræsenterer to forskellige fløje, der ikke taler samme sprog.

 

 

22 kommentarer RSS

  1. Af Lars

    -

    Sikke da et temperament der udvises fra begge sider. Sagen er jo mere nuanceret. Ingen person er helt rigtig eller helt forkert. Heller ikke Trump. Hans protektionistiske holdninger kan kun medføre tilbageskridt for verdens økonomi. Derimod har han jo ret i at de fleste NATO lande snyder på vægten. Han påpeger også et problem med de mange illegale indvandrere i USA, men at bygge en mur mod Mexico er temmelig tåbeligt. Ligeledes er han fremme i skoene omkring problemet med terrorister, men det er jo noget vrøvl at ekskludere alle borgere fra 7 bestemte lande. Og så videre. Lad nu ikke temperamentet og følelserne tage over. Brug analysen og husk på at intet er kun sort eller hvidt i den virkelige verden. Så Trump vil sikkert lave både noget godt og noget skidt – ligesom alle andre præsidenter før ham.

  2. Af Knud

    -

    Det var en meget skuffende udtalelse fra det efterhånden noget underlige Cepos.
    Godt at Lars Seier kan sætte dem på plads.

  3. Af jens

    -

    @LARS DREJER

    Så fornuftigt skrevet at amn næsten får tårer i øjnene. Der hvor jeg meget ofte har det meget svært med Lars Seier er at der synes at være meget stor sammenblanding mellem ønsket om at aktier og valutaer bevæger sig så folk kan spekulere, og hans idiologiske holdninger. Han har en modstand mod politisk og økonomisk stabilitet gennem eks Euro’en, hvor vi ret beset er Europas idioter.

    Vore fødevarepriser er 25% højere end noget Euroland, vi har ikke medbestemmelse i noget med Euroen har alle ulemperne af at have vores egen valute men ingen fordele. Vi har ikke flydende valuta som Svenskerne og vi skal leve med dyrere indkøb, lavere netto salgspriser, øgede bank omkostninger….

    Trump har ret i at USA er nødt til at se på ubalancerne, problemet er blot at han ser ud til at skylle barnet ud med badevandet.

  4. Af Niels

    -

    Det er svært at kommentere, når artiklerne kun er for abonnenter.

  5. Af Mihail

    -

    Venstrefløjen kan skam også være med

    Claus Skovhus skriver bl.a.:

    “Det store spørgsmål er, hvordan Trump kan udløse større stammekrig i den borgerlige lejr end på venstrefløjen.Kernen er, at venstrefløjen hurtigt kan blive enige i modstanden mod Trump. Til gengæld udstiller Trump splittelsen i den borgerlige lejr mellem de intellektuelle ideologer og opportunisterne, som har det fint med kaos, så længe målet er det rigtige.”

    Hvis man læser kommentarsporene i Information, kan man finde en tilsvarende modsætning – mellem dem, der synes, Trump er en katastrofe, og dem, der synes, at han er et mindre onde end Hillary Clinton. Sidstnævnte deltagere i debatten er ganske vist ikke personlige Trump-tilhængere, men tror, at han kan skabe så meget rav og kaos, at det i sidste ende fører til et sammenbrud for neoliberalismen.

  6. Af Jesper

    -

    Jeg går ud fra Lars Seier Christensen går ind for ytringsfrihed. Men det gælder åbenbart ikke for dem der har samme ideologi som LSC men tilfældigvis har en anden mening end han i en given sag.

  7. Af Rap

    -

    Efter at Lars Seier i Berlingske lige har udtryk sin store beundring for den forfriskende Trump, og hans store lederskab, så er der tilsyneladende ingen som upåtalt skal modsige ham, for når man er rig, så har man ret i alt.
    Det skal slet ikke – under ingen omstændigheder – være fra det liberale samfunds snævre cirkler, at han skal modsiges, for så kan Martin Ågerup får sig en svada, der ville gøre en vis præsident mundlam. ”Det er simpelhen bare ikke OK med din rolle i Cepos. Som borgerlig forventer jeg mig noget andet af Cepos, og gider ikke mere. Farvel og tak til Cepos fra mig” er Seier seneste oplæg til bal i den borgerlige.

  8. Af Knud

    -

    Tjah – skulle vi ikke holde op med at høre på Lars Seier? Er han dansker eller hvad?
    Han er jo stukket af til Schweiz for personligt at undgå at bidrage til det danske samfund!
    Det synes jeg siger lidt mere om hans moral end når han udtrykker sine meninger om den danske politik! Så hold op med at skrive om hans holdninger! Dem kan vi blæse på!
    Knud Søndergaard

  9. Af Sune

    -

    Lars Seier er kapitalist på den dårlige måde. Den investeringsbank han driver tjener penge på kortsigtede gevinster og han er bedøvende ligeglad med tiltag der sigter stabil langsigtet vækst hvor finanskriser ikke kommer så ofte.

    Grunden til at han støtter Trump er sikkert at Trumps finanspolitik er styret af tidligere ansatte i bl.a. Goldman Sachs, som netop tjener penge på en måde der fører til økonomiske kriser. En af de første ting der skete da Trump blev præsident, var da også at de fornuftige finansielle krav til bankerne indført af Obama til bankerne, blev fjernet.

    Ingen regulering af finanssektoren er guf for Lars Seier, men ikke godt for en langsigtet stabil økonomisk vækst og velstand.

  10. Af Hans

    -

    Må det tillades, at man sådan i al beskedenhed klapper i sine små hænder over, at det endeligt ser ud til, at nogen har trukket bundproppen op af karret, så ulyksalighederne frit kan løbe ud?

  11. Af Niels poul

    -

    Det bedste ved Trump at det forener venstrefløjen og vi bliver mere skarpe på at formulere en attraktiv socialistisk model som har en populistisk side

  12. Af Niels

    -

    Det er utroligt, at vi danskere dagligt skal læse indlæg fra en person, der har vendt danskerne ryggen, men alligevel vedvarende blander sig i, hvordan vi skal leve vores liv.
    I øjeblikket er der en voldsom debat om, hvornår vi er dansker !
    Hvorfor hører vi ikke noget fra debattører om dem, der som Sejr, forlader landet og går i skattely. Tænker her bl.a. på sportsstjene m. fl. De tiljubles helt vildt, selv om de har boet i udlandet i mange år, og vil blæse landet et stykke.

  13. Af Teddy-Bjørn

    -

    Selvfølgelig er vi enige med Lars Seier –og Asger Aamund ! –Der er jo forskel på folk forstås !—-De har tjent deres penge selv –og fortjener deres herlige liv i Schweiz/Sydfrankrig ! –De lærer det nok aldrig alle de “pjalte-proletarer ” Der i flere årtiér er blevet vænnet til, at leve af eliten ! –Der nu siger stop !

  14. Af Lotte

    -

    Uanset om man mener at Lars Seier er det ene eller det andet (hvilket for nogle åbenbart betyder at han ikke er værd at lytte til), så har han en pointe i, at Ågerups kronik den anden dag ikke lever op til kriterierne for seriøs analyse. Der blev både talt om had, lystløgn og sygelig narcissisme, skønt alle kan er klar over, at Ågerup faktisk ikke kan vide disse ting. Hvad regner han sine læsere for? Cepos mistede ret meget af sit omdømme der. I hvert fald hos mig.

  15. Af Henrik

    -

    Fuld støtte til Martin Ågerup. Vi kan ikke risikere 70 års internationalt samarbejde og velstand for at tilgodese politisk ukyndige kaos eksperimenter. Godt at sige farvel til Lars Seier , som man udmærket forstår kan lide Trump.

  16. Af Henning

    -

    Politikere kan vel inddeles i 2 slags:
    1. dem der bare lader tingene skride. Dvs. lade udviklingen bestemme forløbet..
    2, Dem der tager kampen op og vil have styr og kontrol over tingene.

    Trump er den sidste slags.
    Problemet er, at befolkningen og også langt de fleste politikere er af den første slags.

    .Et andet element er at langt de fleste mennesker har et meget kortfattet udsyn, måske kun 1 -2 år eller mindre. Kun meget få mennesker har et udsyn på måske 20-30 år

    Disse 2 forhold gør, at når et demokratisk system bliver presset, så bukker det under..
    Demokratiet med alle dets idioter kan ikke vælge en langsigtet strategi,, fordi det er de forkerte mennesker der vælger demokratiets repræsentanter.
    .

    .

  17. Af Martin

    -

    Hold da helt op… han er noget af en føle-føle-tøs, ham Seier

  18. Af Olav

    -

    Når CEPOS ikke vil lytte til Seier, må Seier jo gå videre til noget større: Breibart.com. Det medie passer vist bedre til Seier. Fakta er det vigtigste her, blot det er vore egne fakta, vi fortæller. Saxo Banks kundekreds vil sikkert ikke løfte et øjenbryn, ved at blive kædet sammen med den største løgnhals i mediehavet, så Lars Seier, flyt du bare hele butikken udenfor landets grænser. Der er jo der, at du trives bedst.

  19. Af Jan

    -

    Man kan spørge hvad Seier ville med Ågerup og Cepos, de er jo en flok humanistiske teoretikere uden forbindelse til virkligheden. Deres analyser er som skrevet af en 10-årig., de mener at kunne skabe politikere af uerfarne unge der kommer lige fra universitetet.

    Man kan også spørge hvad Seier ville med Liberal Aliance – “liberal” er idag i samme skuffe som Hillary Clinton, samme skuffe som JO og Berlingske, der vil opfattes som borgerlige, men er socialister/facister – måske Seier forventede at blive minister eller måske enda statsminister – me jeg tror han som Riskær, Åmund og andre ville blive sindsyge af at skulle forhandle med en flok “kolbøtter” som Åmund helt rigtig konstaterede. Dansk politik inklusive Cepos og de danske medier er en suppe man skal undgå at blive blandet ind i – men ikke kun dansk politik, mange lande er “overtaget” af en suppe a globalister som blot følger strømmen og påvirkningen fra Bilderberg der søger at overtage ved at skabe kaos..

    Danmark er jo ikke meget forskellig fra USA, hvor korruption og “suppen” har overtaget magten.

  20. Af Ole

    -

    Øhhj Lars seier
    Er det ikke han den halvkriminelle sidegadevekseler?

  21. Af Christian

    -

    @ Ole H, du går langt over grænsen ved din æreskrænkende udtalelse, som iøvrigt er helt uden for den materielle kontekst i debatten. Og for din egen skyld bør du melde dig til et kursus i retstavning; to stavefejl i een linje er virkelig ringe.

  22. Af Kjer

    -

    Tak til alle de velmene indlæg, der går på, at Lars Seier, får for meget spalteplads, han betaler jo ikke længere til fællesskabet. Lars Larsen, JYSKE, udtalte fornyeligt, han ikke kunne døje, de der havde tjent sig rige og efterfølgende smuttede. Men se engang på hvem, Lars Seier, samarbejder med, en cykelrytter der har bedraget en hel Verden. Krager søger mager, er et gammelt ord. Jeg har selv en pensionskonto i Saxo Bank, hver år opkræves en PAL-skat, hvis kontoen går i minus efter den opkrævede skat, må hverken banker eller pensionsselskaber kræve underskuddet udlignet, hvad gør Saxo Bank, selv om jeg gjort dem bekendt med reglerne, deres svar var, det kunne de ikke tage sig af.

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info