Kvindeblind Brian Mikkelsen på umulig opgave

Den nedsatte ekspertgruppe, der skal se på de kommende Basel-krav, skal have flere kvindelige medlemmer, skriver erhvervsminister Brian Mikkelsen (K).

Det lyder umiddelbart som en uskyldig pressemeddelelse, men går vi lidt dybere i beskeden, har Brian Mikkelsen begået en utilgivelig brøler, der vil forfølge ham langt ud i fremtiden.

Historien begynder den 8. februar 2017. Brian Mikkelsens ministerium udsender en pressemeddelelse, hvor regeringen nedsætter en ekspertgruppe, der skal gennemgå anbefalingerne fra Basel-Komitéen.

Normalt har den slags pressemeddelelser ikke den store offentlige interesse, men kvikke læsere opdager pludselig, at der ikke er en eneste kvinde i udvalget.

Udvalget består alene af mænd. 13 styk fra finansielle selskaber og myndigheder.

Bum. Den var uheldig.

For nylig blev årets bestyrelseskvinde 2017 kåret af Womens Board Award. I forbindelse med kåringen blev der afholdt en konference, hvor bestyrelsesformand Ole Andersen, Danske Bank, Chr. Hansen og B&O, optrådte sammen med adm. direktør Merete Eldrup, TV2, og bestyrelsesformand Sanna Suvanto-Harsaa, Workz, Svanekøkkenet, BoConcept. De tre skulle svare på en række dilemma-spørgsmål.

Et af spørgsmålene handlede om, hvad de ville gøre, hvis headhuntere ikke havde kvinder med i kandidatfeltet til en ledig stilling.

Når Brian Mikkelsen bliver afsløret for et snævert syn på kønsdiversitet, er det selvforskyldt

Svaret var helt entydigt. Først og fremmest vil det aldrig ske, for kravet til headhunterne er, at der skal være kvindelige kandidater. Hvis de alligevel ikke stiller med en kandidat, vil de i bedste fald blive sendt tilbage til start, i værste fald sat fra opgaven, for de havde åbenbart ikke forstået den klare opgavebeskrivelse.

Når Brian Mikkelsen bliver afsløret for et snævert syn på kønsdiversitet, er det selvforskyldt, for sagen er, at han ikke har været præcis nok i opgavebeskrivelsen, og hvad værre er, så opdagede han det end ikke, da han fik kandidatnavnene til ekspertgruppen.

Nu har han bedt om at få flere kvinder med i ekspertgruppen, og det bliver op ad bakke, for hvad er det værste en kvinde kan blive udsat for. Det er at blive udvalgt, alene fordi hun er kvinde. De vil vælges, fordi de er kompetente, ikke fordi de er kvinder.

Kernen er, at der naturligvis findes kompetente kvinder i den finansielle sektor. Det burde Brian Mikkelsen have set fra starten.

3 responses to “Kvindeblind Brian Mikkelsen på umulig opgave

  1. Der røg mine aktier i B&O og DB.
    At definerer at der SKAL være en kvinde i feltet er fuldstændigt absurd.
    Jeg har arbejdet under dygtige kvinder og mænd og undet uduelige ditto.
    Køn er ikke en kvalifikation.
    At man nu i Ole Andersens virksomheder får efter laveste fællesnævner er for mig at se en direkte vej til at lukke virksomhederne.
    Desværre kan man jo se holdningen i aktiekursen.
    Farvel B&O aktier – og mit sidste produkt fra jer er også købt.

  2. Apropos aktier.

    Så vidt jeg har forstået, så er er kvindelige investorer gennemsnitligt set dygtigere til, at tjene penge på deres investeringer, end mandlige investorer er, fordi de investerer mere langsigtet og konservativt, og tager færre chancer, end mandlige investorer gennemsnitligt set gør.

    Uddrag fra “Mandlige investorer risikerer mere end kvinder” af Lasse Ladefoged, Børsen 16. marts 2012:

    “En finanskrise, en økonomisk krise og en gældskrise – og mændene har stadig ikke lært lektien.

    I hvert fald har de aktiemarkedernes rutscheture de senere år ikke skræmt mandlige investorer til at lægge sig i kølvandet på det stærke køn og placere deres formuer mere sikkert.

    En analyse fra Nykredit, foretaget i samarbejde med VP Securities viser nemlig, at private mandlige investorer fortsat lever livet farligere på de finansielle markeder end kvinderne…”

    Måske ville det være en fordel, hvis der også var nogle dygtige og forsigtige, kvindelige investorer med i Mikkelsens finans-cirkus, til at supplere de uforsigtige og konsekvent overmodige, mandlige dræberklovne fra bankverdenen, så vi undgår nye finanskriser, udløst af grådige, hyperuansvarlige, finansielle institutioner, der derefter får dækket deres eget underskud af skatteyderne.

  3. Tak Claus Skovhus for ufortrødent at udfordre ministeren.

    Der er ingen garanti for, at een eller flere kvinder vil tilføre noget særligt kvindeligt (hvad det så end er) til udvalget, men det er pinagtigt, at ministeren tydeliggør, hvor snævert hans netværk er. Hvordan skal man have tiltro til, at han generelt har grundlaget for at træffe de rigtige politiske beslutninger, hvis hans ekspertfelt er så begrænset. Skræmmende. Svær at redde…

    Ole Andersen gør sig derimod umage med netop at udvikle sit netværk, som i kraft af hans karrierevej også primært har bestået af mænd, i erkendelse af, at man er nødt til at gøre en proaktiv, målrettet indsats, hvis man skal opdage dem, der ikke er en naturlig del af inderkredsen. Det er nemmest at vælge de nærmeste, men vi er nødt til at nedbryde de kulturelle barrierer, hvis vi skal sikre, at det er de dygtigste, det er repræsenteret på topniveau – heriblandt de kvalificerede kvinder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *