Tiger, Pandora og de uundgåelige kulturkampe

Lennart Lajboschitz er overraskende på vej tilbage i en central rolle i udviklingen af Tiger, som han ellers i frustration havde lagt afstand til i 2015.

Efter salget af Tiger til kapitalfonden EQT, forsøgte han at fortsætte som adm. direktør, men i løbet af et par år løb han sur i det, han kaldte kapitalfondenes regnedrenge.

Sagen var, at det var svært at være konge uden scepter.

Lajboschitz begyndte i stedet at lege med de 1,5 mia. kr., han havde tjent på salget af 70 procent af virksomheden.

Han gik i gang med nye visionære projekter som folkehus, hotel og nye former for boliger.

I stedet susede kapitalfonden EQT af sted med excelark, nye direktører og nyt navn.

Det er svært at være konge uden scepter

Tiger blev til Flying Tiger Copenhagen. Et navn, der skulle signalere internationalt udsyn med afsæt i danske rødder. Kapitalfondens mål var at udrulle Tiger-konceptet til endnu flere lande med en fordobling af antal butikker fra 600 til over 1200 inden 2020.

På mange måder er det en vækstplan, som kendes fra Pandora, hvis succes også bygger på udrulning af nye butikker.

I dag fremstår Pandora som en ubeskrivelig succes, men mange glemmer, at der undervejs var bump på vejen.

Der blev eksperimenteret med højere priser og benhårde krav til forhandlerne. Målet var tårnhøje vækstrater på kortest mulig tid. Undervejs blev direktørerne udskiftet hurtigere end teenagere skiftede charms på armbånd.

Forhandlerne begyndte ifølge daværende direktør Mikkel Vendelin Olesen at kalde smykkerne »pissegrimme«, ligesom Pandoras repræsentanter fik besked om, at de var blevet »kolde over for argumenter, efter at kapitalfonden Axcel havde købt sig ind i koncernen.«

Krisen var brutal, men den blev vendt, da ledelsen åbent erkendte, at troværdigheden var kuldsejlet, og at selskabet havde optrådt »for arrogant«.

Udfordringen er, at vækst er kapitalfondenes DNA, og den tager ikke  højde for den særlige kultur, der er opbygget i succesfulde selskaber med en stærk stifter, som har formet produkterne og de ansatte.

Når en kapitalfond sætter sig på magten, bliver fortællingen en anden

Når en kapitalfond sætter sig på magten, bliver fortællingen en anden.

Samme kultursammenstød opstod i Løgismose Meyers, hvor kapitalfonden IK Investment overtog det fusionerede selskab og ville sætte synergierne på formel.

De oprindelige stiftere mistede ikke alene ejerskabet over virksomheden, men også over kulturen. Medarbejderne blev forvirret og ægteskabet begyndte at slå revner.

Nu ser vi så, at kapitalfonden EQT er endt i samme kulturkaos med Tiger, der lever af en udefinerbar evne til at finde de rigtige varer på det rigtige tidspunkt til rette pris.

Den gåde kunne kapitalfonden ikke løse. Der blev ansat direktør på direktør, mens Lennart Lajboschitz og hans familie røg ud på et sidespor.

Kulturen i kapitalfonde er per definition vækst, indtjening og hurtigt frasalg med skyhøj fortjeneste.

De vil sige, at det ikke er i modstrid med kerneproduktet, og det er naturligvis rigtigt, for uden kerneproduktet, er virksomheden intet værd, men det ændrer ikke ved, at kapitalfonde betaler dyre lærepenge, når de overser stifternes udefinerbare værdi i ligningen.

Ja, stifterne kan være krukker af den anden verden, men der er en grund til, at lige præcis den virksomhed, de har skabt, er blevet en succes.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *