Fantastisk, København satser på E-sportscenter

Af Claus Skovhus 1

Mens alle er enige i, at landets kommuner skal skabe fornuftige rammer for idrætsaktiviteter, bliver et nyt E-sportscenter en rød klud i hovedet på en række kommentatorer, som har set sig i sur på det offentliges forbrug af skatteborgernes penge.

Men som altid. Lad os lige få proportionerne med i debatten.

Københavns Kommune har ved kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen fra Dansk Folkeparti besluttet at investere 1,75 millioner kroner i udbygningen af Grøndal Multicenter i Københavns Nordvestkvarter.

Borgmesteren konstaterer, at E-sport er det nye sort, og han har formentligt lagt mærke til, at velhavende serieiværksættere, som Tommy Ahlers og Lars Seier, har investeret i sporten, ligesom Parken Sport & Entertainment, som står bag superligaklubben FCK, har kastet sig over den elektroniske sport.

Støtte til nybrud
Ofte bliver det offentlige kritiseret for at være for sløve i betrækket og alt for sene til skabe ordentlige rammer for nybrud i det moderne samfund.

Børsens lederskribent Lisbet Røge Jensen skriver, at der skal være »grænser for kommunal foretagsomhed«, og at kommunale »spilcafèer er åbenlyst spild af skatteborgernes penge«.

Andre kommentatorer i det offentlige rum vil forbyde, at kommunen går i konkurrence med spilcafeer, og at kommunen ikke skal gå ind i områder, der kan klare sig selv på kommercielle markedsvilkår.

Bliver man hængende for længe på de sociale medier, bliver man hurtig trist til mode over de standardiserede opråb mod kommunale initiativer.

Selvfølgelig skal et samfund tillade sig den luksus at stille lokaler til rådighed for unge mennesker, der har taget en ny sportsgren til sig, og i dette tilfælde har kommunen oven i købet skabt rammerne i tæt tilknytning til fysiske aktiviteter, hvad enten du vil spille tennis, badminton, squash, dyrke fitness, gymnastik, håndbold eller fodbold.

Ved at skabe rammerne for E-sport i et idrætscenter, kan det forhåbentlig trække unge mennesker ind i et socialt fællesskab, langt fra sportscafèernes indelukkede lokaler med chips, pizza og cola i stride strømme.

Selvfølgelig skal en kommune have overskud til at satse på nye strømninger, især når det også kan understøtte en ny industri.

Milliardforretning
E-sporten har rundet en omsætning på 3,5 mia. kr. Den tiltrækker flere hundrede millioner seere til turneringerne, og udøverne vil i visse tilfælde bliver stjerner, der kan overgå Michael Laudrup, Kevin Magnussen og Caroline Wozniacki.

Hvis småligheden vinder gehør, risikerer fremsynetheden at forsvinde

Samtidig kan et E-sportscenter tiltrække unge, som kan udvikle selvstændig foretagsomhed til glæde for kommercielle virksomheder, der nu investerer kraftigt i industrien.

Og mon ikke der en gang i fremtiden vil være E-sportsudøvere, der bliver til spiludviklere, som kan danne grundlaget for nye virksomheder.

Set i det store perspektiv er en udbygning af Grøndal Multicenter et beskedent bidrag, som næppe kan spænde ben for en mere effektiv offentlig sektor.

En diskussion om den offentlige sektors størrelse, må aldrig blandes sammen med små satsninger med vækstpotentiale.

Hvis småligheden vinder gehør, risikerer fremsynetheden at forsvinde, for ingen tør satse, hvis de hver gang skal latterliggøres af midaldrende meningsdannere.

1 kommentar RSS

  1. Af Gunnar

    -

    Engang var der noget der hed kommunalfuldmagten, som blev administreret i amtsligt regi. Amterne forsvandt som bekendt med seneste kommunalreform. Røg kommunalfuldmagtsbegrebet ud med badevandet? Eller hvem sætter i dag grænsen for hvad en kommune må og ikke må i erhvervsøkonomisk/konkurrencemæssig sammenhæng?

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info