Skatte-hykleriet i fagbevægelsen

Af Claus Skovhus 1

Når året går på hæld, kan det være fornuftigt at stoppe op og se tilbage på nogle af årets betydningsfulde diskussioner.

Vi har i årets løb beskæftiget os med skat i alle dets afskygninger, men især med gråzonerne i skat, og hvor skattely og skatteunddragelse fylder mere og mere.

Den underliggende tone er, at folk i habitter og spadseredragter forsøger at snyde i skat på bekostning af hårdtarbejdende borgere. Et tema som fagbevægelsen gjorde helt central på lønmodtagernes festdag, 1. maj.

Den gang var vi lige blevet ramt af Panama-papirerne, som gav et usædvanligt indblik i, hvilke krumspring, der foretages for at minimere skattebetalingen. Hvad vi har glemt er, at Panama-papirerne dækkede over ganske få danskere, om end Nordea fik alvorlige ridser i lakken for at have bidraget til de særegne og spekulative konstruktioner.

Panama-papirerne kom på toppen af vores egen udbytteskandale, hvor statskassen formentlig er blevet lænset for over 12 mia. kr.

Nej, nej og atter nej
Samfundet kan kun være interesseret i, at vi diskuterer skat, for det er vores primære indtægtskilde til at finansiere det velfærdssamfund, vi gerne vil have, og de færreste kan være uenig med LOs formand Lizette Risgaard, når hun råber »nej, nej og atter nej til skattely og skatteunddragelse«.

HKs formand Kim Simonsen tordnede i sin 1. maj-tale mod rige danskere, som gemte 130 mia. kr. i skattely langt væk fra vores velfærd, og hvem husker ikke fagbevægelsens angreb på  Goldman Sachs, da selskabet via Luxembourg investerede otte mia. kr. i  Dong-aktier.

Hvorfor nu hive disse sager frem igen.

Svaret er tavshed. Rungende, pinagtig stilhed

Det enkle budskab er, at disse sager samlet og hver for sig repræsenterer hykleriet hos fagbevægelsen, for hvordan forholder fagbevægelsens top sig til en skattediskussion, når den rammer dem selv?

Svaret er tavshed. Rungende, pinagtig stilhed.

Dagbladet Børsen har gennem den seneste tid haft fokus Christian Hyldahl, der snart tiltræder som adm. direktør for ATP.

Han er uden tvivl dygtig, men han kommer fra et forretningsområde i Nordea, der deltog i kontroversielle aktiehandler med det formål at minimere skat på udbytte.

Højesteret i Schweiz mente, at Nordea uretmæssigt forsøgte at få 270 mio. kr. i refusion for udbytteskat.

Men mens fagbevægelsen har haft stærke meninger om skattely og skatteunddragelse i andre sammenhænge, så gemmer den sig bag ATPs bestyrelsesformand Jørgen Søndergaard, når det gælder egne forhold.ATP er alle danskernes pengetank, og bestyrelsen er en sammensat større af repræsentanter fra organisationerne, heriblandt fagbevægelsens top med Lizette Risgaard, Bente Sorgenfrey og Kim Simonsen.

Børsen har forsøgt at få kommentarer fra fagbevægelsens topfolk i ATP, men samstemmende sender de en besked om, at det er formanden, der udtaler sig.

Hvis vreden skal være troværdig, skal den også gælde sager på eget bord

En formand, der i øvrigt ikke vil udtale sig, og som slet ikke repræsenterer lønmodtagerne i LO, FTF og HK.

Udfordringen for Risgaard, Simonsen og Sorgenfrey er, at de har godkendt ansættelsen af Christian Hyldahl.

Men de er nu en gang formænd for lønmodtagere, der har lyttet til en tordnende vrede mod skatteunddragelse.

Hvis vreden skal være troværdig, skal den også gælde sager på eget bord, og ikke kun, hvad der ligger på andres bord.

1 kommentar RSS

  1. Af Kirstine

    -

    Undskyld, men skal jeg forstå overskriften sådan, at for at tale dunder mod skattely, skal man indføre berufsverbot mod alle tidligere Nordea-ansatte? Ellers er man hykler? Eller er det henvisningen til, at ATP må udtale sig, Skovhus mener berettiger til overskriften?

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info