Når røgen har lagt sig vil vinderne tone frem

Af Claus Skovhus 3

For de fleste danskere kommer valget i USA som et chok, og for investorer på den globale scene synes sejren til Donald Trump at være en katastrofe.

Aktierne styrtdykker, dollaren falder og udsigten til rentestigninger i USA synes at blive sat i bero.

Dagen derpå virker alt sort i sort. Men demokratiet har talt, og amerikanerne har sagt nej til den politiske magt, fyret den politiske elite, og sendt en fremmed fugl ind i den politiske rede.

Det skal give dønninger, for er der noget investorer ikke kan lide, er det usikkerhed. Ingen bryder sig om at få en ny leder, der bærer uforudsigeligheden i sit væsen, og blandt sine politiske mærkesager åbent taler om at bryde institutioner ned.

Nato har fået en over snuden, internationale handelsaftaler skal rives ned, mens mure skal opbygges mod nabolandet Mexico for at hindre illegal indvandring.

Set fra et lederperspektiv gennemgår verden netop i 2016 en forandringsproces. Ud over at verdens mest magtfulde post nu går til en i Vestens øjne utilregnelig milliardær, har Storbritannien stemt sig ud af EU, og alle har lært at sige Brexit uden at kende konsekvenserne.

Der findes næppe en eneste lønmodtager i landet, som ikke har fået at vide, at de skal være forandringsparate, og der findes næppe den topleder, som ikke har brokket sig over de ansattes manglende forståelse for forandringer.

Sagen er, at de fleste mennesker er ekstremt forandringsvillige, og de vil hurtigt tilpasse sig nye vilkår på arbejdspladsen og i verdenssamfundet.

Verdensøkonomien går ikke i stå, hverken som følge af Storbritanniens nej til Europa eller Donald Trump som præsident for supermagten USA.

Lige nu virker alt usikkert og utrygt, men USA har ikke valgt en diktator, men en præsident, der skal have sin politik godkendt i Senatet og RepræsentanternesHus, og uanset om begge kamre i Kongressen er republikansk domineret, skal Donald Trumps politik trykprøves i et veletableret politisk system.

Når røgen har lagt sig vil vinderne tone frem, og taberne må tilpasse sig nye vilkår

Set fra et globalt økonomisk perspektiv er usikkerheden ved Trump den værste faktor. Alene hans retorik kan få aktiemarkederne til at hoppe og danse, og investorer vil flygte fra selskaber, som de frygter vil blive påvirket af Trumps politik.

Det ændrer ikke ved, at når røgen har lagt sig, vil vinderne tone frem, og taberne må tilpasse sig nye vilkår.

Danske virksomheder sidder netop nu og vurderer, hvordan de skal forholde sig til valgresultatet i USA. Novo Nordisk glæder sig måske, ikke fordi Hillary Clinton tabte, men fordi demokraten Bernie Sanders ikke vil få en direkte adgang til den siddende præsident. Bernie Sanders har kæmpet indædt mod prisstigninger på medicin. Nu er hans synspunkt om ikke glemt, men hans politiske stemme er ændret til en hvisken.

Vestas frygter måske Donald Trumps udtalte modstand mod vindmøller, men Vestas har i årtier levet med den politiske usikkerhed på det amerikanske marked.

Pointen er, at ingen ved, hvad der kommer til at ske, omend det synes givet, at USA er blevet mere nationalistisk, og Trump vil sætte alt ind på at beskytte amerikanske virksomheder og amerikanske arbejdspladser, ligesom han vil sætte gang i økonomien gennem investeringer i infrastruktur.

På den anden side vil han næppe få held til at gennemføre en politik, der sender USA ud i en økonomisk ruin.

Trump skal først og fremmest bevise, at en forretningsmand uden politisk skoling er bedre til at styre et land, end en politiske elite uden forretningsmæssig erfaring.

3 kommentarer RSS

  1. Af Jan

    -

    En god artikel som sætter tingene i perspektiv.
    De gamle grækere udtalte 450 år før kristus: Pøblen må ikke få magten for de har ikke tid til pga. arbejde at sætte sig ind i politiske problemstillinger og kan derfor ikke være med til at træffe de rigtige beslutninger. På den anden side kan et samfund ikke bestå såfremt de aller rigeste og kun dem, har ret til at tage beslutningerne. Der skal derfor i beslutningsprocessen være en balance midt imellem, ellers vil der opstå ustabilitet i samfundet.
    Er det ikke lige præcis det der er sket i USA og for så vidt også i Europa ?
    Mvh Jan Jensen Tversted

  2. Af Per

    -

    Godt at der er mod til at sætte den politiske udviklingen i et perspektiv, som forhåbentlig bliver læst af rigtig mange. Der er tale om en demokratisk proces hvor hensynet til USA og Verden forsat er indenfor demokratiets rækkevidde med de 2 kamre og flere mennesker som har ret og pligt til at deltage i påvirkningen af de handlinger som vil ske. Der er ganske vist tale om et sporskifte tilsat tanker og erfaringer fra den produktive del af samfundet, hvor forskelle mærkes i dagligdagen, jeg tror det er godt med lidt praktisk erfaring indblandet i den politiske smeltedigel, hvor den enkelte ikke er pålagt eller mærker det økonomiske ansvar i sit daglige arbejde. Resultatet af omkostninger som påføres samfundet, hvor alle betaler, mindsker ansvarligheden hos det enkelte menneske!

  3. Af Aage

    -

    Claus, du skriver, at mennesker er utroligt omstillingsvillige, og det er rigtigt. MEN, hvis du ogsaa indbefatter politikerne, gælder det ikke for dem.
    Det der sker i USA med Trump, er at grænsen er naaet for den generelle borger og skatteyder. Protester og utilfredshed med politikerne er overhørt gennem aartier. Utilfredsheden har ulmet længe, alt for længe, og bryder nu ud for alvor med valget af Trump. Det samme sker i Europa, hvor Frankrig har en Le Pen paa spring, og allerede nu vides igen, at blive deltager i anden runde om præsidentposten. I Danmark kom DF til at spille en afgørende rolle i politik ved sidste valg, og havde man ikke svindlet med pengene fra EU, havde de staaet endnu stærkere ved næste valg. Samtidig blev de alt for stuerene, saa nye partier dukker op med protestprogrammer. Mange andre lande i EU har stærke protestpartier, eksempelvis Holland har ulmet meget længe.
    Alligevel fatter politikerne ikke, at protesten har en grund. Uffe Elleman havde forleden en artikel, som startede saadan om USA: Demokratiet har talt, og politikerne bliver nødt til at forholde sig til det, selvom det er ubehageligt.
    Elleman har altsaa heller ikke forstaaet noget som helst, og det fik han ogsaa at vide i kommentarerne til artiklen.
    Polske TUSK udtaler i dag, at politikerne maa forstaa, at der skal ske store ændringer i EU og hos politikerne. Saa er der da een politiker, som forstaar noget. Men vent til han skal overbevise kollegerne i EU, saa bliver han talt ned.
    99% af alle aktuelle politikere med indflydelse, vil forsvare den linie, der er kørt de sidste 30-40 aar, og protesterne vil stige i en grad, som kan føre til store ubehageligheder. Altsammen fordi politikerne har svigtet, ved ikke at faa løst de problemer, de er valgt til,.

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info