Kom nu, børsen kalder

Nykredits mildt sagt katastrofale håndtering af kunderne, må ikke spænde ben for opfattelsen af, at fondsbørsen er en attraktiv handelsplads.

Desværre har Nykredit-forløbet sat børsnoteringer i et ringe lys, for selskabet har skabt et billede af, at kunderne i det kundeejede realkreditinstitut skal betale ekstraordinære høje priser for at være attraktiv for nye ejere.

Nykredits svigt består i, at selskabet ikke har give ordentlig besked til sine nuværende ejere, altså kunderne.

Hver krone, du investerer i selskabet, giver indflydelse.

Når det er sagt, er fondsbørsen på mange måder en attraktiv og demokratisk handelsplads.

Hver krone, du investerer i selskabet, giver indflydelse. Du kan hvert år deltage i en generalforsamling, hvor du kan komme til orde, omend du skal vide, at flertallet bestemmer.

Det er forholdsvist nemt at købe eller sælge aktier, enten direkte eller gennem investeringsforeninger, ligesom det for virksomhederne er en tilsvarende nem måde at få adgang til kapital på.

Nykredit har brug for kapital for at leve op til kapitalkrav i fremtiden. Omvendt kan selskabet hurtigt sende penge retur til ejerne, hvis de har for meget kapital i kassen.

Idealbilledet er, at fondsbørsen skaber åbenhed, gennemsigtighed og en smidig måde at udnytte varen penge på. Penge kan flyde mere frit, og de mest attraktive selskaber sørger for, at investorerne får en god betaling for at stille penge til rådighed.

Alt er naturligvis ikke kun lykke og idyl, for det har vist sig, at nogle selskaber begynder at tænke kortsigtet, når de bliver børsnoteret. Jagten på en høj kurs på aktierne, kan medføre kortsigtede beslutninger og risikable valg, og dermed mindre fokus på en stabil og langsigtet indtjeningsevne.

Jo flere, der kommer på børsen, des stærkere vil aktiekulturen udvikle sig

Kernen er, at du som aktionær selv bestemmer, hvilken type virksomhed, du vil investere i. Ønsker du en stabil aktie, der giver et solidt afkast, kan du sætte dine penge på de selskaber, som tilbyder det. Ønsker du højt afkast og hurtige penge, kan du finde selskaber, som har den profil.

I mange år har fondsbørsen lidt under få børsnoteringer, men som Berlingske netop har skrevet, står seks selskaber med en markedsværdi på 200 milliarder kroner foran en børsnotering inden for de kommende 12 måneder. Jo flere, der kommer på børsen, des stærkere vil aktiekulturen udvikle sig, og jo stærkere aktiekulturen er, des større pres bliver der på selskaberne.

Naturligvis er der skræmmeeksempler, men samlet set er investeringer i aktier en samfundsøkonomisk styrke. De få fiaskoer, ændrer ikke ved, at en effektiv udnyttelse af penge både gavner væksten i samfundet og vores opsparing til pension.

Find samling af artikler om Nykredit her 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *