Erhvervslivet støtter digital vækstplan

Det sker ikke ofte, men det vil ske i onsdag. Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen vil blive mødt til håndtryk og skulderklap, når han møder danske topchefer ved til årets topmøde i Davos for regeringschefer og erhvervsledere fra hele verden.

De har læst om hans nye vækstplan, og de vil anerkende hans enorme ambitioner, ikke mindst at han vil sikre en lovgivning, der er målrettet det digitale samfund. Tilsvarende vil budskabet om, at alle ministerier skal indrette sig efter den fælles målsætning, blive opfattet som sund fornuft.

Erhvervs- og vækstministeren har klogeligt sagt, at han i de kommende måneder gennemfører en »fact finding mission«.

Topledere vil stå til rådighed

Når han trykker hånd med de danske direktører, han vil møde i Davos, vil han straks fornemme en solid opbakning. Topledere vil stå rådighed for den mission, Troels Lund Poulsen har indledt, og de vil anerkende, at han ønsker at mødes med erhvervsledere, som har hånden på rattet, og som styrer virksomhedernes retning i det daglige.

Men Troels Lund Poulsen skal også vide, at han har sat sin egen hånd på kogepladen, for den klare, ambitiøse melding har allerede skabt store forventninger i erhvervslivet.

Stort set samtlige erhvervsorganisationer har taget budskabet til sig, og de sidder allerede nu med en lang ønskeseddel til forbedringer af lovgivning og rammevilkår. De vil komme med konkrete, brugbare forslag til et stærkere digitalt erhvervsliv.

Benspænd
Virksomheder og deres organisationer vil pege på konkret lovgivning, som spænder ben for den digitale udvikling. De vil fortælle om rammevilkår, der er urimelig, f.eks. på skat- og afgiftsområdet. De vil forlange en helt ny tilgang til fordeling af ressourcer til uddannelsesområdet. Og de har klare forventninger om, at dansk lovgivning tager bestik af den globale virkelighed.

Sjældent har en minister ramt tonen så præcist

Når ministeren ønsker at ønsker at trække produktion tilbage til Danmark ved hjælp af automatiseringer og robotteknologi, bliver han nødt til at forholde sig til energiafgifter, som er en omkostningstung byrde, især for små og mellemstore virksomheder. Hvis han vil fastholde iværksættere længere tid i Danmark, er han nødt til at sikre vilkår, som gør det attraktivt at blive i Danmark.

Sjældent har en minister for erhvervslivet ramt tonen over for private virksomheder så præcist som Troels Lund Poulsen. Den store udfordring er at lande ambitionerne, så de vitterlig bakkes op af hele regeringen, og samtidig formår at balancere mellem en masse særinteresser i erhvervslivet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *