Lizettes brutale nødvendighed

Af Claus Skovhus 12

For få dage siden stod bankdirektør David Hellemann fra Nordea foran næsten 100 topledere ved kåringen af Årets CFO 2015 og fortalte om karrierevejen fra statsadministrationen til private virksomheder. Han har bevæget sig gennem flere toplederstillinger og kunne med en vis troværdighed give gode råd videre.

Et vigtigt råd blev serveret med med hånden knyttet som en pistol, mens han fortalte, at han var blevet bedre til hurtigere at skyde banditten. Tidligere i karrieren gik der alt for lang tid, nu havde han lært at eksekvere hurtigt, men, som vi lærte fredag, med måneders afstand til den nye LO-formand, Lizette Risgaard.

Dagen efter afskedsreceptionen for den afgående LO-formand, Harald Børsting, smed hun fire nøglepersoner i LO’s administration på porten.

David Hellemann havde to pointer med at skyde banditten. Den ene var, at det ikke nytter at have nøglepersoner, der bitcher i krogene. Den anden pointe var, at dem, der overlever, bliver loyale medspillere, når de har set frygten i øjnene.

Det lyder på den ene side brutalt, på den anden side meget enkelt, men i virkeligheden ofte en svær øvelse. Den medmenneskelige empati står tit i vejen for nødvendige beslutninger.

Nu kan vi så spørge, om Lizette Risgaard er mere brutal end topledere i det private erhvervsliv, men der skal vi forstå forskellen på politiske organisationer og kommercielle organisationer. I politisk tunge organisationer betyder magtrelationer ekstremt meget.

Legitimiteten ligger ikke i bundlinjeresultater, men i politisk indflydelse. Det er langt vanskeligere at måle, især i en organisation, hvor modspillerne ofte er politisk valgte formænd fra forbund i egen rede.

Forstå Lizette
For at forstå Lizette Risgaards brutale afskedigelser, skal vi skrue tiden tilbage til 2007, da Harald Børsting vandt formandsposten i LO i en heftigt magtkamp med den daværende næstformand Tine Aurvig-Huggenberger.

Dengang vandt Harald Børsting med sølle 17 stemmer. Det var en dybt splittet LO-kongres, der gav ham sejren.

Tine Aurvig-Huggenberger var den afgående formand Hans Jensens foretrukne kandidat. De havde kørt parløb i hele hans periode fra 1996 til 2007, og hans drømmescenarie var, at Tine Aurvig-Huggenberger kunne sætte sig i formandsstolen med Harald Børsting som næstformand, men Børsting ville selv være formand.

På forhånd stod han svagt i kampen om formandsstolen, og han måtte opfinde en kvindelig modspiller til Tine Aurvig. Valget faldt på den ukendte og uprøvede Lizette Risgaard, der sagde ja efter afbud fra andre kvindelige kandidater.

Lizette Risgaards modkrav var, at hun fik ansvaret for arbejdsmarkedspolitikken, og at hun kom i formandslære med henblik på at afløse Børsting.

Misbrugt
Lizette Risgaard blev brugt, og efterfølgende misbrugt.

Nøglepersoner omkring Børsting forsøgte at parkere Lizette Risgaard i et næstformandskontor uden indflydelse. Hun blev holdt uden for vigtige forhandlinger, mødt med modvilje, og oven i købet forsøgt væltet som næstformand ved kongressen i LO  i 2011 i et kup, der var anført af Kim Simonsen, nuværende forbundsformand for HK.

Kim Simonsen mente, at den politiske ledelse skulle skæres ned fra fire til tre mand. Bag forslaget stod et klart ønske om at slippe af med Lizette Risgaard, inden hun fik for meget magt i LO. Men tæt på kongressen, gik det op for Kim Simonsen, at Lizette Risgaard ville overleve, mens en af de øvrige i den politiske ledelse ville ryge ud i stedet for. Kim Simonsen valgte i sidste øjeblik at trække forslaget tilbage.

Lizette Risgaard forsvarede dermed sin post i 2011, men blev aldrig belønnet internt på trods af massiv opbakning fra LO kongressen. I stedet fik hun frataget ansvaret for arbejdsmarkedspolitikken, ligesom hun måtte acceptere, at nogle af hendes nærmeste medarbejdere i administrationen blev fyret på gråt papir.

HK-Kim på spil igen
Magtkampen fra 2011 var tæt på at blive genoplivet i 2015, da Kim Simonsen anmeldte sin kandidatur som formand for LO.

Men igen måtte han konstatere, at han var for svag i forhold til Lizette Risgaard.

Dansk Metal valgte at pege på Lizette Risgaard, og nu sidder HK så med en formand, der har signaleret, at han hellere vil noget andet, end at være forbundsformand for HK.

I alle otte år har Lizette Risgaard overlevet en kugleregn, som er orkestreret af politisk valgte forbundsformænd i LO-familien, bakket op af en illoyal topledelse i LO-administrationen.

Nu har hun fået magten, og det er i det lys, man skal forstå, at hun nu har valgt at gribe pistolen og skyde banditterne.

Det kan virke brutalt, men i Lizette Risgaards optik har det været en nødvendighed, for at skabe ledelsesrum til sine visioner og sikre sig en loyal opbakning til de kommende års arbejde.

 

 

 

 

12 kommentarer RSS

  1. Af Hans Kristian

    -

    Det er godt skrevet, og som efter min overbevisning på bedste vis, forsøger at afspejle virkeligheden.

  2. Af Hans

    -

    Det viser sig at “Laila” fra stenbroen er mindst ligeså brutal og udspekuleret som de arbejdsgivere hun har bekæmpet hele sin karriere. Ikke at der er noget overraskende i det, men kan man så lede LO med troværdigheden i behold, når selv folkene i Ryan Air må måbe over den fantastiske “eksekvering”?

    Jeg håber det var en flok skiderikker, der endelig fik lidt af deres egen “medicin” og ikke nogle stakkels underdanige ansatte, der betaler prisen for at chefen ønsker at ” ryste posen”. De må trøste sig med en (sikkert) overdådig fratrædelsesordning, betalt af LO’s medlemmer, der selv smører deres madpakker.

    Endnu en grund til at starte eller have sin egen virksomhed.

  3. Af jesper

    -

    Klar tale – til at forstå, Tak!

  4. Af Otto

    -

    LO er blevet mere og mere domineret af kvindefagene, det bliver spændende at se om hun kan holde sammen på LO i en tid, hvor fagforeningernes indflydelse svinder ind og medlemstallet rasler ned.
    For folk, der aldrig har været tæt på Bevægelsen giver denne hændelse et indblik i, at der under Bevægelsens facade af kammeratskab, jovialitet og fællesskab hersker en magtudøvelse og brutalitet, der ikke står tilbage for rockermiljøets magtkampe.

  5. Af Hans Christian

    -

    SAMMENHOLD DU

    De røde er så rare ved hinanden. De er solidariske og står sammen.

  6. Af Arne

    -

    Det handler ikke nødvendigvis om at skyde “banditterne”, for at skræmme resten til at være taknemmelige og loyale. Faktisk kan det blot være et udtryk for at hun vil “rulle by terror”, ligesom man har set det i det gamle Sovjet hvor dygtige og loyale mænd blev hentet midt om natten, for efter en skinretssag, at blive henrettet. En kendt Aarhus-købmand, gjorde det samme; han gik personlig ned til afdelingen for guld og sølv, og fyrede varehusets bedste mand, alene for at signalere til personalet, at ingen kunne være sikre, uanset deres flid og loyalitet. En handling som viser at der er en hårfin balance mellem at være en dygtig leder og en psykopat. Jeg er spændt på om Lizette Riisgaard er det ene eller andet !

  7. Af Arne

    -

    Jeg mener: rule by terror

  8. Af Karl

    -

    Efter sigende tager Harald den til roden

  9. Af Arne

    -

    I øvrigt også noget man ofte ser når en stor fodboldklub skifter træner. Han sætter så topscoreren eller holdets kæledægge på bænken, lige for at vise at der er ham, som bestemmer. Ofte er denne taktik til skade for klubben på lang sigt, da den skaber uro i rækkerne. Om det også sker med LO, under hunulven Ilse…undskyld Lizettes ledelse, vil tiden vise !

  10. Af Anne

    -

    Det lyder som en troværdig historie – og i givet fald: flot klaret af Lizette at holde både mobning og diskriminering ud. Stærk kvinde – og nogle svæklinge til mænd, der er nødt til at mobbe og snyde for at kunne klare sig. Håber ikke at LO har fede aftrædelsesordninger !

  11. Af Birgit

    -

    Bravo Lizette Riisgaard!
    I mange år er alfahanner, der har fyret folk, når de har overtaget en virksomhed – for virksomhedens skyld, naturligvis – blevet mødt med beundring fra andre hanner, som har rost deres ‘beslutsomhed’, ‘at de kunne skære igennem’ og ‘gøre det nødvendige’.
    Når en kvinde gør det samme, er hun brutal – og det klæder ikke kvinder, vel? Ja, det er så selv ledelsen i Ryan Air må måbe, og dermed er en vis Hans Sørensen ikke sikker på, at Lizette Riisgaard kan lede LO med troværdigheden i behold.
    Som om det ikke var nok, rejser en Arne Schiøtt spørgsmålet om, om hun, på baggrund af sin brutalitet, er en dygtig leder eller en psykopat.
    Det er godt nok utroligt, at der stadig går mænd rundt i dette land og måler kvinder med ronkedorernes ynkelige, skrumpede tommestok. Men Lizette Riisgaard er vant til mosten fra de mange år under betonvingerne i en organisation, der ikke ligefrem er kendt for sit engagement i ligestilling, og hvor intrigerne og magtkampene satte dagsordenen. Dele af fagbevægelsen har meget svært ved at klare begavede, selvstændige kvinder, der ønsker noget så uklædeligt som magt, og gruet for den dag, det ville lykkes en af de kvinder.
    Og nu er hun her.

  12. Af Sigrid

    -

    Arne Schiøtt – dine utilstedelige kommentarer taler for sig selv.

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info