Ups… Jyske Bank har en svag bestyrelse

Af Claus Skovhus 1

Finanstilsynet har sat jagten ind på svage bestyrelser i bankerne. I næste uge vil tilsynet offentliggøre listen over de banker, der mangler bestyrelsesmedlemmer med de rette kompetencer.

Hidtil har det været en stående sandhed, at de mindre pengeinstitutter har fyldt pladserne op med lokale pinger, som ikke nødvendigvis har den store forståelse for avancerede finansielle transaktioner.

Ups, det er åbenbart en sandhed med modifikationer. Det hidtidige billede af mindre banker med manglende kompetencer i bestyrelsen er rykket dramatisk op i rækkerne.

Det viser sig nu, at det ikke kun gælder små banker og sparekasser i udkantsområderne. Selv de største banker har ifølge Finanstilsynet videnshuller i bestyrelsen.

I en lettere hengemt artikel i gårsdagens Jyllands-Posten afsløres det, at Jyske Bank har fået besked på at styrke bestyrelsen.

Pudsigt nok afviser bestyrelsesformand Sven Buhrkall, at der er problemer, men ikke desto mindre har Finanstilsynet bedt banken om at finde nye bestyrelsesmedlemmer. På den kommende generalforsamling har bestyrelsen så indstillet den tidligere bankdirektør Per Skovhus fra Danske Bank til bestyrelsen.

Nu er konsekvensen i Jyske Bank til at overse, for banken mener ikke, at den kan undvære nogen af bestyrelsesmedlemmerne. Så i stedet for at sige farvel til det svageste led, har bestyrelsen i stedet valgt at udvide kredsen med et ekstra medlem.

Historien om Jyske Bank er ret beset rystende, for når Danmarks tredjestørste pengeinstitut har svært ved at sammensætte en kompetent bestyrelse, må mindre banker have endnu større problemer.

Historien rummer også et skræmmende perspektiv: Vi må forvente, at en bestyrelse, som er øverste myndighed, er i stand til træffe ubehagelige beslutninger. Når Sven Buhrkall vælger at udvide bestyrelsen, tyder det på, at det er vigtigere at fastholde den gode stemning frem for at træffe kontante dispositioner. Hvis det er tendensen i sektoren, har vi måske forklaringen på den alt for lemfældige långivning, der har kostet flere banker livet.

1 kommentar RSS

  1. Af Thomas Borgsmidt

    -

    En ting er at vi ved at småbankerne er katastrofer, hvad angår bestyrelserne – det ved man godt, og de banker bliver da også aflivet ved lejlighed.

    Men Jyske Bank har stemmeretsbegrænsninger, som gør det umuligt for en stor aktionær at indsætte en bestyrelse efter sit hoved.

    Det gør direktionen så meget mere magtfuld, fordi den reelt bare kan skifte bestyrelsen ud ved næste generalforsamling.

    Jeg ser dette som nok så meget et træk for at skære Anders Dam ned til rette størrelse. Den måde han tonser rundt på som “international finansgeni” og fnatter med derivater og hvad ved jeg i kasinoet i Silkeborg – det er ikke befordrende for den finansielle stabilitet.

    Jeg havde undret mig over så lang snor Anders Dam har fået.

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info