Finanskrisen er en pink paraply

Af Claus Skovhus 4

Kloge mennesker leder fortsat efter en forklaring på finanskrisen. Vi vil gerne have den udredt, så vi i fremtiden ikke begår samme fejl. Men måske er årsagen til krisen mere enkel, end vi forestiller os.

Finanskrisen er – skåret ind til benet – en pink paraply.

Erkendelsen kommer ikke fra lange interview med professorer eller bankdirektører, men fra en søndag aften på Copenhagen Jazzhouse i selskab med duoen Hush og Chris Minh Doky. Den livlige og eftertænksomme forsanger Dorthe Gerlach introducerer et af numrene med en anedokte fra hverdagslivet.

For nylig købte jeg en pink paraply, fortæller hun. Jeg ved ikke hvorfor, jeg købte den, for jeg har 12 i forvejen. Første gang hun brugte den, kom der en lille pige ud fra en børnehave med sin far i hånden. Pigen pegede på sangeren og spurgte, hvorfor hun gik med den paraply. Faren svarede, at hun sikkert synes, den var pæn og ville beskytte sig mod sneen. Pigen mente, det var noget pjat. Men et sekund efter sagde den lille pige så: »Far, jeg vil også have en pink paraply.«

Så tænkte jeg, sagde sangeren, finanskrisen er en pink paraply: Jeg køber noget, jeg ikke har brug for, og som selv en lille pige kan se er meningsløst, men fordi hun ser, jeg har den, vil hun også have den.

Krisen kan altså skæres ned til et enkelt budskab: Det, andre har, må jeg også have.

Tag nu Danske Banks forsøg på at erobre Irland. Selv om Irland toppede listen over lande med inflation i ejendomspriserne, endte banken sammen med de øvrige irske banker som ejendomsjunkier, der hektisk lånte ud til spekulanter. Man tænkte: Det, de andre har, vil jeg også have.

»Alle så forkert på det irske marked. Så vi skilte os ikke ud«, sagde direktør Eivind Kolding, Danske Bank, til Business Søndag.

Det er umuligt at finde en ekspert, som kan forklare, hvorfor folk med forstand på penge lod sig forføre i et kollektivt euforisk rush. Men når alt kommer til alt, er konklusionen på finanskrisen, at velbetalte, veluddannede bankdirektører opførte sig præcis som den lille pige fra børnehaven.

De gjorde blot det, andre også gjorde.

4 kommentarer RSS

  1. Af Thomas Borgsmidt

    -

    1) De aner rent faktisk ikke hvad de taler om. For at tage et praktisk eksempel postulerer man en spredning på f.eks. kursbevægelser. Man kan sagtens regne en varians ud – det er nemt nok: Udtrykket giver imidlertid ikke nogen mening, hvis den underliggende fordeling IKKE har nogen spredning! Dem er der masser af!

    Konsekvensen er, at de sjældne og voldsomme udsving – er meget hyppigere og voldsommere end bankfolk antager.

    Menneskers fordeling på højde er nogenlunde normalfordelt kæmper er sjældne og dværge ligeså. Disse – ikke specielt outrerede fordelinger – svarer til at mennesker befandt sig (på samme areal) med elefanter og spidsmus – disse ekstremer imidlertid også mennesker.

    Et andet eksempel er at Ulrikke Ekelund hele tiden har talt om de billige flexlån. Om disse er billigere eller dyrere kan man iht. algebraens fundamentalsætning IKKE besvare generelt – og ALDRIG på forhånd, når en variabel rente er involveret. Det kræver nemlig, at man finder rødderne i et n’te gradspolynomium Dette polynomium har præcis n løsninger, hvoraf antallet af fortegnsskift angiver de reelle rødder.

    Det er fuldstændig basale sammenhænge, som bankfolk ikke fatter en brik af – ikke det fjerneste.

    2) Om vi kan sikre os mod at det sker igen? Jeg tvivler. Politisk gav man finanssektoren – der burde have vidst bedre (og derfor har den egentlige skyld) frie tøjler, hvilke i historien er sket atter og atter – f.eks. Anton Fugger. Det sker gerne med 1-3 generationers hyppighed.
    Hvad der adskiller denne gang fra tidligere er: Vi har i de knap 200 år vi har noteret en diskonto – aldrig før set én på nul: Vi står vitterligen i en katastrofe af et omfang, som ikke er set før. Påstande om, at det skal overstås – er uvederhæftige og useriøse: Vi har ikke nogen begrundet formodning om at kunne komme “ud på den anden side”.

    Som det ser ud nu, så taler sandsynligheden for, at banker ganske enkelt ikke kan overleve det. Ingen af dem. Vi har set Japanske banker gennem 25 år IKKE udvise nogen tegn på bedring – efter en meget mindre krise – IKKE på noget tidspunkt: Det er det lyserødt optimistiske scenarie, som vi nok må erkende er mere end usandsynligt.

    Vi må med andre ord se at opbygge en kreditformidling og opsparing, der overhovedet ikke tillader eksistensen af banker! Der vil være en række specialiserede institutter, som ikke kan have fælles ejere. På samme måde, som man ikke kan være læge og apoteker samtidig.

    Folk vil såmænd ikke opleve nogen forskel! Man har sin netbank med hævekort, hvor løn går ind og betaler forfaldne regninger.

    Meget tyder på, at banker ikke kan eksistere i det 21. århundredes moderne samfund.

  2. Af B P

    -

    Boligboblen lever fortsat i bedste velgående.

  3. Af Thomas Borgsmidt

    -

    B P: Ja det gør den – og den bliver ikke afviklet foreløbig.

    Rent faktisk tror aldrig at boligmarkedet bliver “normaliseret” igen. Der er så rigelig bygget de boliger, der skal bygges – og der skal ikke bygges flere – lidt renovering hist og pist; men ikke mere.

    At boligmarkedet er afgået ved døden, det lever man med (dårligt; men dog i live), der er helt andre sager på dagsordenen: Nemlig, at bankeres og kreditforeningernes fundamentale situation IKKE er blevet bedre siden 2008 – tværtimod – man synker dybere og dybere ned i mudderet.

    Det, der sker i disse år er, at man indstiller sig på at leve uden bankerne. Bankerne kan ikke reddes – mindst af alle Danske Bank: Det ER gået galt, nu går opgaven ud på at få bankerne afviklet med så få skader på samfundet som muligt.

    Det er Frode Fredegods lig, der trækkes rundt i herredet, kusken hiver i en snor – så vinker ham Kolding.

    Boligmarkedet er en latent trussel, for de insolvente flextumper kan man nogenlunde holde flydende med et højt; men ikke katastrofalt antal tvangsauktioner om året (ca. 4000) – det er ikke dem, der kommer til at vælte læsset.

    Faren ligger i dødsboerne, hvor priserne i sidste ende må tilpasse sig nedadgående. Priserne er så høje på boliger, at der støt og roligt handles mindre og mindre.

    Der er ikke boligmangel – og platuglerne holdes flydende; men det får også en ende (ikke en brat ende; men en sejpint død), fordi platuglerne kan ikke leje ud på betingelser, der dækker de mikropiske renter og elementært vedligehold.

    Boligmarkedet vil – forhåbentlig – ikke bedre sig de næste 20 år, for så er katastrofen indtruffet med et totalt kollaps af finanssektoren.

    Vi må lære at leve uden banker – og få buret fallenterne inde i deres ejerlejligheder og banker under afvikling.

  4. Af Per Feldvoss Olsen

    -

    Marx sagde sådan: “De gør det men de ved det ikke.”

    Betyder det så at vi alle sammen er komunister, eller skal vi ikke bare vente lidt endnu – til Kinseren levere flerer billige parapyler, sådan ‘er’ kapitalismens ånd!

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info