Clausen og Sørensens klarsyn

Af Claus Skovhus 1

Christian Clausen fra Nordea og Lars Rebien Sørensen fra Novo Nordisk styrer vidt forskellige forretnin­­ger, men har noget helt centralt til fælles. De har fokus på kerneforretningen og holder, hvad de lover.

Den ene bor i Bagsværd, den anden i Stockholm. Den ene driver en virksomhed i et marked under pres. Den anden på et marked i vækst. Medicin og bank er to vidt forskellige verdener og burde ikke optræde i samme artikel. Men dette handler heller ikke om drift, det handler om ledelsesstil og om de to frontfigurer, bankdirektør Christian Clausen og administrerende direktør Lars Rebien Sørensen, der har distanceret konkurrenterne med strategisk klarsyn op gennem nullerne og ind i dette årti.

Nordea og Novo Nordisk afleverede i sidste uge regnskabet for 2012, og begge virksomheder overraskede positivt med imponerende resultater. Nordeas overskud blev på godt 30 milliarder kroner før skat og var det bedste nogen sinde. Novo Nordisk fik et overskud før skat på knap 28 milliarder kroner før skat og er ny rekord oven på de mange rekorder, Lars Rebien Sørensen allerede har leveret.

Nogen vil sige, at det er let for Novo Nordisk at få succes, fordi selskabet tjener penge på velfærds- og livsstilssygdomme, som indtræder i takt med, at hele verden bliver rigere. Millioner af mennesker verden over bliver overvægtige og får følgesygdomme som diabetes. Det er naturligvis en del af forklaringen, men ændrer ikke ved, at Novo Nordisk har distanceret sine nærmeste konkurrenter.

Anderledes vanskeligt kan det være for Nordea, som i lighed med hele banksektoren blev ramt af et finansielt stormvejr i 2008 og fortsat slås med efterdønningerne. Selv om Nordea har leveret et imponerende overskud, er virksomheden ikke i mål i forhold til egne forventninger. Men linjen er lagt, og det fører år efter år til forbedringer, som mange konkurrenter må skele misundeligt til.

Kerneforretning
Fælles for Clausen og Sørensen er en stærk fokusering på kerneforretningen, der er blevet udbygget og forfinet samtidig med, at der er stor forståelse for kunderne. Og sidst, men nok så vigtigt: De holder, hvad de lover.

Tilbage i efteråret 2011 blev Lars Rebien Sørensen og Christian Clausen interviewet til dette magasin i henholdsvis september og oktober.

Rebien udtalte bl.a., at det ville komme til at gå endnu bedre for Novo Nordisk end i de seneste ti år. Og hvem husker ikke den bemærkelsesværdige introduktion til pressemødet i 2012, hvor han fremlagde årsregnskabet med ordene: “You ain’t seen nothing yet”. Og det havde vi så ikke.

Christian Clausen kunne tilbage i 2011 fortælle om bankens new normal – længe inden det blev til en kampagne i Danske Bank. Hans analyse var, at bankerne skulle ramme et afkast på 15 procent af egenkapitalen for at være i stand til at hente tilstrækkelig billig kapital.

“Vi er nødt til at sige til kunderne, at prisen er gået op. Hvis de ikke vil betale, må vi sige til dem – beklager,” sagde han. Kontant, men klar tale.

Læren fra Novo og Nordea bliver hurtigt banal, men grundlæggende handler det om at holde sin organisation i topform, så man kan køre stærkere end konkurrenterne, både når der er medvind på cykelstien, og når man rammer bunden af Mount Ventoux i strid modvind.

Novo Nordisk er i en form, hvor virksomheden kan blive førende i USA. Det afhænger af en amerikansk godkendelse af den nye insulin Tresiba. Skuffelsen bliver enorm, hvis den ikke bliver godkendt. Men sandsynligheden for en godkendelse er stor.

Nordeas forspring i forhold til f.eks.Danske Bank er stort. Mens Danske Bank skal genvinde fodfæstet på hjemmemarkedet og styrke positionen i Norden, er Nordea begyndt at lede efter europæiske banker, som kan købes. To forskellige scenarier for landets førende banker, men som siger alt.

I såvel Novos som Nordeas tilfælde må vi konstatere, at vinderen altid har ret.

1 kommentar RSS

  1. Af Peter Poulsen

    -

    Fortæl mig hvem du omgås, og jeg skal fortælle dig hvem du er !
    Det tog 5 dage fra vurderingen af en stor sandsynlighed for godkendelse af Novos nye præparater i USA, indtil skuffelsen kom.
    Hvorfor bliver der stillet yderligere krav til produkter, som er godkendt i EU og Japan ?
    Det løber de danske medier nu forvildet rundt for at få et svar på.
    Men hvorfor overså man i tide signalet om, at Novos førende lobbyist i USA var en falleret republikansk præsidentkandidat, hvis valgkamp er blevet finansieret
    også med Novos penge.
    Sundhedssystemet lobby i USA er helt ude af trit med en amindelig europæisk tankegang, og behovet for en reform er stor.
    Hvorfor satsede Novo så ensidigt på de gale venner ?

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info