Hvor mange rockerbank kan Engel tåle?

Af Claus Skovhus 3

Ditlev Engel fra Vestas får igen bank på aktiemarkedet for en pludselig nedjustering og endnu en masse­fyring. Spørgsmålet er ikke længere, om koncernchefen skal fyres, men om Vestas kan reddes.

Der er næppe tvivl om, at investorer i Vestas drømmer om et kvik fix, der kan få alle dårligdomme til at forsvinde over natten, men med den seneste overraskende nedjustering og massefyring synes Vestas’ problemer at kunne koges ned til det helt fundamentale spørgsmål, om Vestas kan reddes som et selvstændigt dansk vindmølleselskab.

Fokus er naturligt rettet mod kon­cern­­chef Ditlev Engel, for hvem skal vreden ellers rettes mod. Men Vestas’ problemer er så alvorlige, at en udskiftning af topchefen næppe ændrer på virksomhedens fundamentale situation.

I et interview i Berlingske Business Magasin i juni 2012 fortalte Ditlev Engel, at han havde fortjent rockerbank for en pludselig nedjustering i 4. kvartal 2011. Nu synes historien at gentage sig.

Rækken af overraskende negative meldinger fra Vestas styrker ikke Ditlev Engels troværdighed. I interviewet erklærede Ditlev Engel, at Vestas var en konservativt drevet virksomhed, når man kiggede på balancen.

Nu viser det sig, at Vestas ikke har styr på pengestrømmen, og gælden vokser alt for hurtigt. Samtidig kan kan Vestas ikke få lukket en aftale med Mitsubishi Heavy Industries, som selskabet har ført forhandlinger med i et halvt års tid. Når vi spørger Mitsubishis talsmand lyder det lakoniske svar:

“Der er ikke yderligere oplysninger, som kan tilføjes emnet”.

Tillidskrisen til Vestas og i særdeleshed Ditlev Engel kommer på det værst tænkelige tidspunkt. En af Ditlev Engels styrker har været at rejse verden rundt og agere lobbyist for den grønne omstilling, men hans argumenter mister bundklang, når kunderne skal frygte, om Vestas kan overleve på længere sigt.

Hele grundlaget for troen på vindmøller ligger primært i statsstøtte til vedvarende energi. Men den økonomiske krise og alt for høj statsgæld i en lang række lande har sat statsstøtten under pres. Den anden udfordring er, at energi fra vindmøller ikke er konkurrencedygtig i forhold til andre energiformer.

Prisdyk
Omstillingen af energimarkedet i USA viser de udfordringer, Vestas’ kerneforretning står overfor. Først og fremmest vakler USA i forhold til at forlænge støtten til vedvarende energi. Dernæst har fundet af skifergas i USA fået gaspriserne til at dykke og sendt prisen på kul ned, da USA sender kul ud på verdensmarkedet i stedet for gas. Hele elektricitetsmarkedet er vendt på hovedet i USA, og spørgsmålet er, om det også vil ske med samme kraft i Europa.

Hidtil har europæerne været afventende over for at udnytte skifergas, men industrigiganter begynder nu at klage over alt for høje europæiske energipriser i forhold til konkurrenterne i USA.

Ifølge Financial Times vurderer den tyske lobbyorganisation BDI, at prisen for naturgas i USA vil forblive på 16 euro pr. megawatt-time (MWh) frem til 2020, mens gasprisen i Tyskland vil stige fra 48 euro til 61 euro pr. MWh.

Når det gælder elektricitet, vil prisen stige fra 90 euro pr. kWh til 98 kWh i 2020, mens den tilsvarende pris i USA blot vil være 54 euro mod 48 euro i dag.

Spørgsmålet er, om et økonomisk trængt Europa har råd til at lade amerikanske virksomheder få en massiv konkurrencefordel.

Åbner vi for udvinding af skifergas i Europa, bliver Vestas sat under endnu hårdere pres, for det vil være umuligt at forsvare en kunstigt høj pris på vindenergi, når der ligger en billig ressource lige under vores fødder.

Skifergas har allerede været en game changer for Vestas i USA, og det kan meget vel være med til at gøre spørgsmålet om Ditlev Engels fremtid overflødigt, for det handler dybest set om Vestas’ overlevelse.

3 kommentarer RSS

  1. Af Finn Larsen

    -

    Ditlev Engel kom som en frelser, men har vist sig som den der har spillet fallit. Han har opretholdt et image på fortielser, måske løgne i et håb om en værdig retræte, men ak. Nu viser realiteterne sig om hans evner. Til virksomheder – PAS PÅ DENNE MAND!!!

  2. Af Michael Hullevad

    -

    Vestas er ikke i stand til at konkurrere med billige energiformer som skifer gas og kul. Det er de andre vindmølle fabrikanter heller ikke. Kan Europa tåle at blive udkonkurreret på energisiden af USA?
    Jeg tvivler! Energi er så vigtig en del af økonomien at man ikke kan gå enegang i det lange løb. At vores rød-grønne regering satser så hårdt på vindkraft er en taber sag, de vil ikke se realiteterne i øjnene. Det bliver en dyr fornøjelse for forbrugerne.
    Vind bliver nok først en vinder på MEGET langt sigt, så længe kan Vestas ikke vente. Løbet er kørt!

  3. Af Erik Friis-Madsen

    -

    Fæl tyrkfjel: “Når det gælder elektricitet, vil prisen stige fra 90 euro pr. kWh til 98 kWh i 2020″

    Artiklen forstærker iøvrigt hypen vedr. skifergas på trods af, at der er meget stor usikkerhed med hensyn til den udnyttelige ressources størrelse og også med hensyn til prisen ved en evt. udnyttelse i Europa.
    Skifergasresourcen i US er ikke særlig stor i forhold til de kendte gasresourcer i verden, så her er også tale om en hype, der formentlig ikke vil få lang levetid.

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info