Vestas-formand Bent Erik Carlsen svigtede, da det virkelig gjaldt. Hans pinagtige deroute ligner en skarp advarsel til topchefer, der mister retningssansen og alene fokuserer på egen position og eftermæle.

Bestyrelsesformand Bent Carlsen insisterede på, at man ikke bliver diskvalificeret, bare fordi man har siddet som formand i en længere årrække og har rundet 65 år. Det har han ret i. Alder er ikke i sig selv et problem, og der findes dygtige ledere, som vedholdende har fornyet sig selv og det selskab, de har stået i spidsen for.

Problemet for den 67-årige Bent Carl­sen er, at han mistede forbindelsen til omverdenen og må nu ufrivilligt forlade posten som formand for Vestas. Hans alder er ligegyldig. Hans resultater er imidlertid ikke ligegyldige.

På mange måder deler Bent Carlsen skæbne med den 66-årige Alf Duch-Pedersen, der må forlade toppen af dansk erhvervsliv med to fiaskoer mejlslet ned i cv’et, som formentlig ikke skal anvendes mere. Alf Duch-Pedersen forlod ikke formandsposten i Danske Bank på grund af alder, men fordi banken under hans formandskab kørte af sporet.

Tilsvarende er det heller ikke alderen, der sender ham ud af bestyrelsen for servicegiganten G4S. Han må forlade posten som formand, fordi han slet og ret håndterede forsøget på at købe ISS for ringe.

Eksempler på alderens ligegyldighed findes ikke længere væk end hos Carlsberg. Her var en moden bestyrelse med formanden Povl Krogsgaard-Larsen i spidsen med til at revolutionere den danske bryggerigigants ambitioner på den internationale scene, ikke mindst med spektakulære køb af Scottish & Newcastle for 104 mia. kr. Umiddelbart inden købet blev bestyrelsen stemplet som “probably the weirdest board in the world” af Financial Times, som mente at købet ville eksplodere i Carlsbergs ansigt. Men bestyrelsen tog stikket hjem, oven i købet i en alliance med ærkerivalen Heineken. Efter købet delte de to konkurrenter rovet.

Andre eksempler er Haldor Topsøe og Mærsk Mc-Kinney Møller, som har skabt fornyelse langt ind i den traditionelle pensionsalder.

Blindgyde 
Problemet for Bent Carl­sen er ikke hans alder, men selve det faktum, at han har været med til at føre Vestas ind i en blindgyde af ophobet mistillid. Han fandt ikke svaret, der kunne bringe Vestas tilbage på sporet. I stedet kunne vi opleve en direktørkreds, der begyndte at gå til bestyrelsen uden om den adm. direktør Ditlev Engel, og et formandskab, som lod det ske og efterfølgende ikke kunne bortviske indtrykket af et indre opgør på den øverste hylde.

Det er svag ledelse af Carlsen i en tid, hvor Vestas havde brug for alt andet end en svag leder.

I Danske Bank blev tillidskrisen løst ved først at skifte bestyrelsesformanden ud. Det banede vejen for udskiftningen af ordførende bankdirektør Peter Straarup. Der er næppe tvivl om, at Straarup gerne ville have afleveret banken i en bedre kondition, end tilfældet er, men tiden arbejdede imod planen. Den erkendelse kom Straarup frem til og valgte at tilsidesætte egne ambitioner til fordel for bankens fremtid.

Umiddelbart mente mange, at Danske Bank skulle have skiftet formand og den ordførende direktør ud i det øjeblik, banken kom i alvorlige vanskeligheder. Men det ville have skabt indre uro og unødig nervøsitet. Krisen var ekstremt kompliceret og krævede en type som Straarup til at håndtere udfordringerne.

Danske Banks aktionærer valgte i stedet at gennemføre en løbende udskiftning i bestyrelsen, så den blev mere robust til at sætte en forandring i gang.

Bent Carlsens afgang er ikke isoleret set svaret på Vestas’ problemer. Vestas mangler stadig at komme med et troværdigt svar på de forandringer, der er nødvendige for at genvinde tilliden til virksomheden. Men Carlsens afgang er første skridt. Det burde dog være sket tidligere, og det burde være forberedt ordentligt.

Skriv en kommentar   RSS feed

  1. Jens Skriver

    Nonsens !
    Kammerateri (kald det bare korruption eller nepotisme) trives i bedste velgående i dansk erhvervsliv. Tænk på Bestyrelsesformanden og skattespekulanten Kruse Pedersen (Finansiel Stabilitet), som er 64 år og har 30 andre poster.
    Eller bestyrelsesformanden for DONG (statsmonopol) og SAS (hvordan går det lige med SAS ?) (, Fritz Schur 60 år, som også har over 30 andre poster.
    Fri os fra alt det sludder med der sker noget i toppen af dansk erhvervsliv. Nope, inkompetencen og grådigheden hærger.

Skriv en kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes



Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites